Nissan låner fransk opskrift på billig elbil

Kriseramte Nissan har kigget mod Frankrig for at skabe en ny mikrobil. Under det japanske ydre gemmer sig ren Renault-teknik – men er det nok til at vende skuden?

Nissan
AI-rendering af, hvordan Nissan Wave kan komme til at se ud.

Nye spionfotos offentliggjort af motor.es bekræfter vedvarende rygter om, at Nissan er på vej med en ny, lille elbil, der er baseret på Renault Twingo E-Tech.

Det forlyder, at den lille elbil får navnet Nissan Wave.

Nedtonet design og fransk teknik

De tidlige billeder viser en camoufleret prototype af den kommende mikrobil, der foretager testkørsler.

Nissans lille elbil adskiller sig fra sin franske søsterbil med mere firkantede lygter, C-formede kørelygter og en mere traditionel front.

Teknikken forventes dog at blive fuldstændig identisk med Renault Twingo E-Tech. Det betyder en elmotor på blot 80 hestekræfter og et lille LFP-batteri med en kapacitet på 27,5 kWh, som vil give bilen en rækkevidde i omegnen af 260 kilometer.

Vi kender ikke den endelige pris, men vi forventer, at den vil starte omkring de 147.000 kroner. Vi ved i hvert fald, at Renault 5 E-Tech og Nissan Micra er tæt på identiske på både pris og udstyr, så mon ikke det samme bliver tilfældet her?

Derudover forlyder det, at Nissan Wave bliver lanceret i starten af 2027.

Læs ogsåSammenlign to elbiler

Derfor er fransk hjælp en genial beslutning

Det kan kun blive godt, når Nissan henter elbilteknologi hos Renault. Den franske bilgigant har ramt plet med deres seneste elbiler, selvom specifikationerne på papiret ikke umiddelbart er noget, der gør de fremadstormende kinesiske bilmærker nervøse.

Der er dog meget mere til en god bil end bare tørre tal. Renault brillerer med velfungerende Android Automotivie-software, en lokal (fransk) produktion, modige designs, et godt omdømme og nogle elbiler, der leverer varen til konkurrencedygtige priser.

Nissan har allerede haft stor succes med at låne Renault 5 til at bygge Micra som et resultat af alliancen mellem Renault, Nissan og Mitsubishi.

At japanerne nu genbruger opskriften til en mindre mikrobil viser, at samarbejdet mellem dem er stærkere end nogensinde.

Det får Nissan også brug for, for det engang så store bilmærke er blevet presset langt ned på salgslisterne gennem årene. Bedre bliver det heller ikke, når den få måneder gamle Ariya allerede udgår.

Hvis Nissan ønsker at genvinde markedsandele, kræver det dog en skarpere pris end Renaults tilsvarende biler. Den eneste grund til at vælge en Micra frem for en Renault 5 eller en Wave frem for en Twingo er designet, og det er jo som bekendt en smagssag.

Læs ogsåSeneste nyheder om Nissan