Volkswagen har omsider løftet sløret for privatleasingpriserne på de mest prisvenlige udgaver af den kompakte ID. Polo.
Dermed er der nu åbnet helt op for leasing af ID. Polo, hvor man tidligere kun kunne vælge topudstyrede specialmodeller.
Men er priserne gode eller dårlige? Vi tager herunder et kig på priserne og giver vores vurdering af dem.
Hvad koster leasing af ID. Polo?
ID. Polo er Volkswagens bud på en moderne, fuldelektrisk arvtager til den klassiske Polo-klasse.
Bilen byder på stilrent design, en rummelig kabine for sin størrelse og rækkevidder på over 320 kilometer for de mindste batteripakker på 37 kWh.
Hvor vi hidtil kun har set priser på de dyrere udstyrsniveauer og med det store batteri, er turen nu kommet til basismodellen Trend samt de populære Life-udgaver.
Billigst er ID. Polo Trend med 116 hestekræfter, som starter ved 2.495 kroner om måneden med en udbetaling på 15.000 kroner for 10.000 kilometer årligt.
Vil du have et nøk op i udstyr til Life med 116 hestekræfter, stiger prisen til 2.595 kroner om måneden, mens Life med 135 hestekræfter lander på 2.695 kroner om måneden.
Man kan vælge helt op til 55.000 km kilometer årligt, hvor 5.000 km ekstra per måned koster 200 kr.
Læs ogsåStor guide: Her er de bedste elbiler under 200.000 kroner
Er det gode tilbud? Her er vores vurdering
Kigger man isoleret på den månedlige ydelse under 2.500 kroner, lyder det umiddelbart tiltalende.
Men tager vi lommeregneren frem og ser på den samlede udgift over tre år, ser regnestykket desværre mindre prangende ud.
Over 36 måneder koster den billigste Trend-model samlet set knap 105.000 kroner med udbetalingen medregnet.
Da bilens kontantpris ligger på blot 189.995 kroner, ender du med at betale mere end 55 procent af bilens samlede værdi blot for at have den holdende i tre år.
Vores tommelfingerregel tilsiger, at en god leasingaftale helst skal ligge under 45 procent af nyprisen.
Efter vores vurdering er tilbuddene på de billigste varianter derfor ikke attraktive. Den meget skarpe kontantpris på ID. Polo modarbejder simpelthen leasingen, og for de fleste vil et traditionelt billån eller et rent kontantkøb være en mere fornuftig forretning.
Vælger du alligevel leasing for at opnå tryghed om værditabet, får du dog klart mest værdi for pengene i den kraftigere Life-udgave med 211 hestekræfter og stort batteri til 2.995 kroner om måneden.
Læs ogsåSeneste nyheder om privatleasing