iPhone batteritest: Er grænsen på 80 procent umagen værd?

Giver det mening at stoppe opladningen ved 80 procent på iPhone? Tre års langtidstest viser fordele, men også mærkbare kompromiser i hverdagen.

Mobiltelefoner

Siden 2023 har nyere iPhones haft en indbygget funktion, der lader dig stoppe opladningen ved 80 procent.

Ved at begrænse opladningen dertil, beskytter man batteriet og forlænger levetiden. Spørgsmålet er bare, hvor stor en forskel det gør, og om det overhovedet er værd at ofre ekstra batteritid for.

Gode resultater efter tre iPhone-generationer

En treårig langtidstest udført af journalist Juli Clover fra det amerikanske techmedie MacRumors kaster nu lys over, hvordan batteriet reagerer over tid.

Efter et helt år med 80 procent-grænsen holder hendes iPhone 17 Pro Max stadig hele 97 procent af sin oprindelige kapacitet efter 277 ladecyklusser.

Til sammenligning lå både en iPhone 15 Pro Max og en iPhone 16 Pro Max på 94 procents kapacitet efter deres første 12 måneder.

Den ældste iPhone 15 Pro Max har efter tre år en batterikapacitet på 88 procent.

Det understreger, at der helt sikkert er levetid at hente ved at skåne cellerne for de sidste opslidende procenter på batteriet.

Læs ogsåSeneste test af mobiltelefoner

Ikke nødvendigvis det rette valg for alle

Fulde opladninger belaster moderne litium-ion-batterier, især hvis det sker dagligt. Men i vores optik er det altid en individuel vurdering, om man bør slå funktionen til.

Har du rigeligt med strøm til en hel dag på 80 procent, er gevinsten fin at tage med. Men hvis du konstant løber tør om eftermiddagen, giver det sjældent mening at ofre en femtedel af din daglige driftstid for at redde et par procentpoint over længere tids brug.

Den forbedrede køling med vapor chamber og aluminium i iPhone 17-serien har desuden hjulpet markant på varmestyringen, som slider hårdt på kemien.

Læs ogsåGuide: De 5 bedste iPhones du kan købe lige nu

Hvor længe beholder du din iPhone?

Man skal også overveje sin egen tidshorisont. Skifter du alligevel telefon efter et par år, mærker du næppe en forskel i batteritiden. Først når mobilen runder tre år, begynder batteriet for alvor at tabe pusten for de fleste.

Planlægger du at beholde telefonen i fire til fem år, er der mere idé i at passe på det.

Men selv der er det værd at huske, at et autoriseret batteriskift altid er en mulighed, hvis telefonen efter nogle år skal have nyt liv.

Læs ogsåiPhone 18 Pro frister dig – men se lige disse 5 alternativer