Apples første foldbare smartphone, iPhone Duo, har knap ramt hylderne, før den møder hård kritik fra en markant tech-profil.
Nothings karismatiske topchef mener, at den ultradyre model er et komplet spild af penge.
Carl Pei i hårdt angreb på Apple og iPhone Duo
Kritikken kommer fra Carl Pei, der er en af tech-branchens mest markante skikkelser.
Han grundlagde i sin tid OnePlus og byggede mærket op som en global “flagship killer”, før han forlod skuden og startede Nothing, der i dag er kendt for gennemsigtige og anderledes designs på smartphones og høretelefoner.
I en video på sociale medier langer Pei nu hårdt ud efter Apples prisskilt på 17.999 kr. Han påpeger, at man for den store sum må undvære både telekamera og Face ID, mens det indvendige selfie-kamera ovenikøbet er dårligere end i iPhone 18 Pro.

Ifølge Carl Pei betaler man i bund og grund en formue for en større skærm og en smart åbningsanimation.
Læs ogsåFoldbar eller klassisk mobil: Hvad er det bedste valg?
Kommer med kompromiser – men den bliver et hit
Den kære Carl Pei har helt ret i, at en pris på næsten 18.000 kroner herhjemme for en mobiltelefon er decideret vanvittig.
Der er absolut også mærkbare kompromiser forbundet med at vælge iPhone Duo – eller en hvilken som helst anden foldbar telefon – over klassiske flagskibe som iPhone 18 Pro.
Men med det sagt ser Duo altså utroligt lækker ud, og jeg er personligt helt overbevist om, at den bliver et kæmpe hit for Apple på trods af prisen.
Når Pei er så hurtig på aftrækkeren med riven, skyldes det nok også, at Nothing slet ikke har et foldbart alternativ i porteføljen.
Læs ogsåDe bedste foldbare mobiltelefoner i 2026