Volkswagen har opdateret priserne på den populære minibus Volkswagen ID. Buzz med levering i 2027.
Prisstigninger på helt op til 48.200 kroner åbner en gylden dør for den nærmeste konkurrent, som går helt fri af afgiftsstigninger.
Priserne stiger markant på Volkswagen ID. Buzz
Købere af Volkswagen ID. Buzz skal indstille sig på højere priser fra næste år. Med en typisk leveringstid på 10 til 12 uger vil nye bestillinger ramme 2027, hvor en højere registreringsafgift træder i kraft.
Selvom indstigningsmodellen ID. Buzz Kort Life Pure med 190 hestekræfter holder prisen næsten uændret til 350.095 kroner, stiger resten af modelprogrammet mærkbart.
| Variant | Motor | Udstyr | Ny pris | Gammel pris | Ændring |
| Kort | 190 hk | Life Pure | 350.095 kr. | 349.995 kr. | 100 kr. |
| Kort | 286 hk | Life | 386.695 kr. | 379.995 kr. | 6.700 kr. |
| Kort | 340 hk | Life | 427.995 kr. | 403.995 kr. | 24.000 kr. |
| Kort | 286 hk | Style | 490.295 kr. | 449.995 kr. | 40.300 kr. |
| Kort | 340 hk | Style | 522.595 kr. | 479.995 kr. | 42.600 kr. |
| Kort | 340 hk | GTX | 560.195 kr. | 514.995 kr. | 45.200 kr. |
| Lang | 286 hk | Life | 438.295 kr. | 409.995 kr. | 28.300 kr. |
| Lang | 340 hk | Life | 468.795 kr. | 429.995 kr. | 38.800 kr. |
| Lang | 286 hk | Style | 533.295 kr. | 489.995 kr. | 43.300 kr. |
| Lang | 340 hk | Style | 565.595 kr. | 519.995 kr. | 45.600 kr. |
| Lang | 340 hk | GTX | 603.195 kr. | 554.995 kr. | 48.200 kr. |
Den gennemsnitlige prisstigning lyder på 33.000 kroner, mens den dyreste ID. Buzz Lang GTX med 340 hestekræfter tager det største hop på hele 48.200 kroner og lander på 603.195 kroner.
Læs ogsåAlle elbiler fra VolkswagenTo greb sikrer dig den gamle pris på ID. Buzz
Hvis du har kig på en ID. Buzz, men kun ønsker at betale de gamle 2026-priser, er der to konkrete greb, du skal kende til før et køb.
Det første træk handler om at gardere dig juridisk i købsaftalen. Når du underskriver slutsedlen hos forhandleren, bør du få indskrevet et eksplicit forbehold.
Dette forbehold skal slå fast, at du som køber kan ophæve handlen omkostningsfrit, hvis bilen bliver forsinket fra fabrikken og ikke bliver indregistreret inden årsskiftet. Da registreringsafgiften udregnes på baggrund af indregistreringsdatoen, hænger du ellers på ekstraregningen.
Siger forhandleren nej til et sådant forbehold, eller kan en fabriksny ID. Buzz ikke længere fås til 2026-priser, er den absolut sidste udvej at kaste blikket mod lagermodeller. En fabriksny lagermodel kan leveres på cirka en uge, hvilket sikrer indregistrering i 2026 og dermed den gamle afgift.
Udfordringen er dog, at lageret er yderst begrænset. I øjeblikket står der blot 7 eksemplarer af den korte ID. Buzz og 15 eksemplarer af den lange ID. Buzz hos de danske forhandlere.
Man skal derfor være indstillet på at gå på kompromis og vælge en bil, der ligger så tæt som muligt op ad den konfiguration, man drømmer om.
Læs ogsåPriser, specifikationer og billeder af Volkswagen ID. Buzz Lang
Sådan rammer den nye registreringsafgift i 2027
Stigningerne skyldes de politisk vedtagne afgiftsændringer for elbiler, hvor indfasningen af registreringsafgiften stiger fra 40 procent til 48 procent, samtidig med at bundfradraget sænkes. Det betyder, at grænsen for afgiftsfrie elbiler falder fra 419.267 kroner til 366.202 kroner.
Hvor en elbil til 300.000 kroner fortsat slipper helt uden registreringsafgift, koster en model til 450.000 kroner over 40.000 kroner mere i afgift i 2027. Da de fleste ID. Buzz-varianter ligger over den nye bagatelgrænse, rammes de fuldt ud af afgiftsstigningen.
Læs ogsåPriser, specifikationer og billeder af Volkswagen ID. Buzz Kort
Kia PV5 Passenger får stor fordel på prisen
De stigende afgifter på elbiler giver den nærmeste konkurrent, Kia PV5 Passenger, en stor fordel i markedet for elektriske minibusser.
Med en startpris på blot 279.999 kroner og en maksimal pris på 339.999 kroner holdes hele PV5 Passenger-modelprogrammet under afgiftsgrænsen og går fuldstændig fri af stigningerne.
Selvom Kia PV5 Passenger hverken matcher Volkswagen ID. Buzz på design, ydeevne eller rækkevidde, udvides prisgabet mellem de to elektriske minibusser nu betragteligt.

Den øgede prisfordel til sydkoreanerne kan gøre Kia PV5 Passenger til en endnu større trussel mod Volkswagen ID. Buzz i det nye år, da prisforskellen nu bliver meget svær for pladskrævende bilkøbere at overse.
Indtil videre i 2026 er Volkswagen ID. Buzz den 10. mest solgte elbil i Danmark med hele 2.847 solgte eksemplarer, mens Kia PV5 Passenger ligger noget lavere som nummer 32 på listen med 1.206 solgte eksemplarer.
Læs ogsåAlle minibusser