Så lille et batteri får du i en iPhone til 18.000 kr.

Et officielt EU-dokument afslører batteriet i den foldbare iPhone Duo, hvor kapaciteten absolut ikke imponerer, den høje pris taget i betragtning.

Mobiltelefoner
iPhone Duo. Foto: Apple

Apples længe ventede foldbare satsning, iPhone Duo, koster svimlende 18.000 kroner fra ny.

Nu afslører et officielt EU-energimærke omsider den nøjagtige batterikapacitet, og tallet vil nok overraske mange købere.

Mindre kapacitet end iPhone 18 Pro Max

Specifikationerne bekræfter tidligere rygter og viser, at iPhone Duo samlet har en batterikapacitet på 4.883 mAh.

Kapaciteten er fordelt på to separate celler på henholdsvis 2.962 mAh og 1.921 mAh. Da telefonen udelukkende benytter eSIM, gælder dette tal for samtlige modeller på verdensplan.

Til sammenligning er batteriet i iPhone 18 Pro 4.288 mAh, mens iPhone 18 Pro Max topper med 5.567 mAh.

Vores umiddelbare vurdering er, at knap 4.900 mAh virker ret beskedent i en mobil, der vejer hele 254 gram. Samsung Galaxy Z Fold 8 har en batteri på samme størrelse og vejer mere end 50 gram mindre.

Så er der så lige det med prisen, der er helt vanvittig på en iPhone Duo. I dag finder man uden problemer 6.000 mAh eller mere i helt almindelige mellemklassetelefoner.

Læs ogsåDe bedste foldbare mobiltelefoner i 2026

Apple bruger gammel batteriteknologi

Pladsen i et komplekst hængseldesign er naturligvis trang, men sammenligningen med rivalerne er alligevel slående.

I den direkte konkurrent Xiaomi 18 Fold, som har nærmest identiske fysiske rammer, finder vi således et markant større batteri på 6.000 mAh.

Forskellen skyldes primært, at Xiaomi tager en nyere batteriteknologi med markant højere energitæthed i brug, hvor Apple fortsat holder sig til mere traditionelle litium-batterier.

Læs ogsåSeneste test af mobiltelefoner

Apples lover fornuftig batteritid

Selvom tallene på papiret ser små ud, ved vi af erfaring, at Apple er gode til energioptimering mellem hardware og software.

Producenten lover da også op til 24 timers typisk brug. Ved ren videoafspilning stilles der op til 44 timer i udsigt på den mindre yderskærm og 31 timer på den store inderskærm, mens videostreaming er sat til henholdsvis 37 og 26 timer.

Med en kraftig 60 watts strømforsyning via USB-C lover Apple op til 50 procents opladning på cirka 20 minutter, mens en MagSafe-oplader på 35 watt klarer samme opgave på en halv time.

Læs ogsåFoldbar eller klassisk mobil: Hvad er det bedste valg?