Optjen fordele og tilbud fra 7-Eleven og MENY i MobilePay
Danske Bank gør det meget nemmere at holde styr på alle de forskellige fordelsprogrammer og loyalitetsklubber, du kan være medlem af i mange af landets butikker og virksomheder.
Det foregår alt sammen i MobilePay til iOS, Android eller Windows Phone 8/10 Mobile, så du slipper for at skulle hive alle dine forskellige plastikkort frem fra pungen hver gang du skal betale.
Med den opdaterede MobilePay-app skal du blot betale med MobilePay helt som du plejer enten via NFC, Bluetooth eller QR-kode, hvor fordelene helt automatisk benyttes, såfremt du har tilføjet dit medlemskab i appen inden.
Læs også: Nu kan du betale dine regninger med MobilePay
På nuværende tidspunkt er det 7-Eleven med 187 butikker og MENY med 118 af slagsen, der er med i samarbejdet om at samle disse loyalitetsprogrammer i én og samme app – to kæder, som i forvejen lader dig betale med MobilePay.
”Vi er glade for at kunne være de første i dagligvarebranchen, som knytter vores eget loyalitetsprogram til MobilePays tre millioner brugere. Er en kunde medlem af vores fordelsprogram MENYKORTET, vil de automatisk få de personlige tilbud, som de har aktiveret i MENY app’en. Det gælder, uanset om de betaler med Dankort eller MobilePay,” siger Marketing- og Online-direktør i MENY, Christian Higraff.
Sådan tilføjer du 7-Eleven og MENY i MobilePay
Hvis du i forvejen har medlemskab hos 7-Eleven og MENY via deres respektive app til Android og iOS, skal du blot angive dit medlem-ID i MobilePay. Det gør du ved at logge ind, åbne venstre sidemenu, vælge ’Kort’ og ’Medlemsskaber’.
Læs også: Coop laver egen konkurrent til MobilePay og Swipp
Dit medlem-ID fra MENY skal du finde inde i MENY–appen i ’Min profil’, hvor du kan forbinde til MobilePay, sådan at det unikke ID automatisk indsættes i tekstfeltet. Du tilføjer dit 7-Eleven-medlemskab ved blot at skrive dit telefonnummer som dit medlem-ID.
Danske Bank melder også allerede ud nu, at det senere i 2016 bliver endnu nemmere at tilføje loyalitetsprogrammer i MobilePay end det er i dag, og flere samarbejdspartnere vil givetvis også komme til.