Første pressefoto af OnePlus 3 lækket: Får metalbagside

Det første, officielle pressefoto af OnePlus 3 er blevet lækket, hvor der ses den væsentlig anderledes bagside i en metalkonstruktion frem for plastik.

Første pressefoto af OnePlus 3 lækket: Får metalbagside

Billederne vælter frem af den næste OnePlus 3 fra den fortsat relativt nye kinesiske producent, men hidtil har det kun været i form af spionfotos i yderst dårlig kvalitet. Nu er den velkendte Twitter-tipster, evleaks, på banen med det første officielle pressefoto af OnePlus 3, der for alvor viser det nye design frem.

Ganske rigtigt, som de første billeder gav anledning til at tro, er den velkendte Sandstone-bagside med den meget ru tekstur skrottet til fordel for en unibodykonstruktion udført i metal. OnePlus følger dermed den seneste trend, hvor der er fokus på designet, som frem for plastik gerne er udført i metal eller glas.

Læs også: Rygte: OnePlus 3 bliver billigere end OnePlus 2

Metalkonstruktionen bringer et helt nyt design med sig, som særligt skiller sig ud fra forgængerne på bagsiden. Her er der nemlig kommet et helt nyt kameramodul, som unægtelig meget ligner det fra Galaxy S6, mens antennelinjerne og bunden generelt ligner en sammensmeltning af hvad der kan findes på HTC One M9 og iPhone 6s. Der ser med andre ud til at være taget det bedste fra flere producenters velkendte designs.

Fronten ligner fortsat i høj grad OnePlus 2, der stadig er minimalistisk og har en fingeraftrykslæser under skærmen. Af andre interessante designændringer ses det, at jackstikket er flyttet fra toppen til bunden, lige som den såkaldte ”alert slider”-knap, igen er der, hvor du nemt kan skubbe op og ned for at ændre de tre lydtilstande ”normal”, ”kun prioritet” og ”total stilhed”.

Får AMOLED-skærm og batteri på 3.000 mAh

Sammen med det lækkede pressefoto oplyser evleaks, at OnePlus 3 får skærmteknologien AMOLED, der i forhold til de mere udbredte LCD-skærme, bl.a. i OnePlus 2, er langt mere farverige med mættede farver. AMOLED-paneler er også i stand til at vise langt højere kontrast, hvor sort rent faktisk er sort og ikke gråt.

Det stemmer overens med et tidligere rygte for to uger siden, der gik på, at OnePlus 3 udstyres med Samsungs udgave af OLED-skærmteknologien kendt som Super AMOLED.

Læs også: Rygte: OnePlus 3 får Super AMOLED-skærm og større batteri

Evan Blass kan på Twitter også oplyse, at OnePlus 3 ”kun” kommer med et batteri på 3.000 mAh. Det lyder umiddelbart som en udmærket kapacitet taget i betragtning at både Samsung Galaxy S7, HTC 10 og Huawei P9 har præcis samme kapacitet, men det er dog væsentligt lavere end samme rygte for de to uger siden, hvor det lød, at kapaciteten ville ryge op på 3.500 mAh i forhold til de 3.300 mAh i OnePlus 2.

Kan være på vej i to forskellige skærmstørrelser

Noget kan dog få de forskellige oplysninger til at give mening alligevel. Bemærk på det nye pressefoto, at de to OnePlus 3-telefoner ser ud til at have forskellige størrelser. Bunden af de to telefoner er placeret lige oven over hinanden, men de har langt fra samme bredde.

Noget kunne altså tyde på, at OnePlus 3 kommer med to forskellige skærmstørrelser. Det forklarer også de noget forvirrende hastighedstests, hvor der to forskellige modelnumre (A3000 og A3003) med to forskellige skærmstørrelser: Henholdsvis 5” og 5,5”.

Læs også: Hastighedstest afslører: OnePlus 3 får 6 GB RAM

Det vil derfor give mening, hvis rygtet om batteriet på 3.500 mAh gælder den store udgave på 5,5”, mens evleaks’ seneste oplysning om et batteri på 3.000 mAh gælder den mindre OnePlus 3 på 5”.

Det er naturligvis blot spekulationer, men det får umiddelbart de lidt forvirrende rygter til at give mening. Hvad tror du? Er OnePlus 3 på vej i to skærmstørrelser, eller er det blot endnu en gang usikre rygter?

Fortsættelse:

Siden artiklen udkom er der kommet mere til sagen. mobilsiden fandt det relevant at følge op på temaet. 11/5/2016 havde vi dette at sige med en artikel omkring Nye billeder af OnePlus 3 dukker op – Læs her. Se også seneste nyt om emnet her..