Sammenligning: HTC 10, Samsung Galaxy S7, LG G5 og Huawei P9

Hvilken er bedst? Den nye HTC 10, Samsung Galaxy S7, LG G5 eller Huawei P9? Det kan du danne dig et overblik over i denne dybdegående sammenligning.

Sammenligning: HTC 10, Samsung Galaxy S7, LG G5 og Huawei P9

Taiwanske HTC har været den måske sidste af alle de store, veletablerede producenter til at lancere en ny topmodel dette forår, og det har dermed givet især Samsung et stort forspring til at få solgt en masse smartphones.

Hvis du endnu ikke har sprunget på en af vognene, er det nu et godt tidspunkt at anskue de nyeste topmodeller og finde ud af, hvad der er det bedste på markedet. Der er nemlig vidt forskellige måder at udmærke sig på for de tre producenters topmodeller, som Mobilsiden her sætter op imod den nye HTC 10, som blev lanceret i forgårs.

Læs også: HTC 10: Alt om HTCs nye topmobil

Herunder følger dermed en sammenligning mellem HTC 10, Samsung Galaxy S7, LG G5 og Huawei P9 ved de væsentligste specifikationer såsom kamera, design, processor.

Design

Noget af det der spiller den største rolle ved køb af en smartphone er uden tvivl designet, som de fire producenter har udført på ganske forskellige måder.

HTC fortsætter sin sædvanlige designstil med unibody-konstruktionen udført i aluminium. Grundlæggende er de foregående HTC M-modeller stadig til at genkende på især bagsiden, men der er kommet en stor smigskåret kontur på bagsiden, som skaber lidt kontrast til det ellers blødt kurvede metaldesign.

Samsung benytter ikke metal på bagsiden i Galaxy S7, men i stedet Gorilla Glass, der givet et noget andet designudtryk. En stærk aluminiumramme er dog stadig at finde hele vejen rundt.

LG G5 er også for første gang gået all-in på en unibody-metalkonstruktion for også at sikre en stiv konstruktion til den modulære bund, der kan tages ud med andre moduler. Der har dog været en del kritik af, at bagsiden på LG ikke føles og ser ud som metal, fordi der er et tykt lag grunder og maling oven på metalkroppen for at skjule de integrerede antenner bagpå.

Til sidst er der Huawei P9, der – ikke overraskende – også er med på en metalkonstruktion. Hvis sidste års lidt kantede og minimalistiske Huawei P8-design tiltaler dig, vil P9’erens design også falde i din smag, da det også i høj grad tager udgangspunkt i sin forgænger.

Om du vælger HTC 10, Samsung Galaxy S7, LG G5 eller Huawei P9, får du altså en smartphone, hvor der er gjort et stort stykke arbejde for at få det bedste design frem på hver sin måde.

Skærm

Skærm

Skærmen er også en vigtig parameter, da der naturligvis skal kigges på den i mange, mange timer. Her har HTC introduceret den nye Super LCD 5-teknologi, hvis forskel grundlæggende er, at lufthullet mellem selve skærmpanelet og det ydre glas er reduceret, så genskin bør være elimineret og der tilsyneladende spares på strøm.

Også LG med G5 og Huawei med P9 benytter lignende LCD-skærmteknologi, men hvor de blot markedsføres om IPS LCD-skærme – og dog. P9’eren har et såkaldt IPS-NEO LCD-panel, der bør give bedre sorte farver ved skæve betragtningsvinkler, hvor LCD-skærme typisk bliver meget grå.

Modsat de tre andre modeller kører Samsung traditionen tro med en AMOLED-skærm, der udmærker sig med meget mættede og kontrastfyldte farver og bedre betragtningsvinkler, men farverne kan dog også hurtigt blive for voldsomme. AMOLED-skærme er også ganske batterisparende, hvis der vises meget sort indhold, da de enkelte pixels derved blot kan slukkes. Det skal dog spille sammen med softwaren først, hvilket er forsøgt udnyttet med Always On-skærmen.

Du får med andre ord en god skærm med alle fire modeller, men de har alle hver deres fordele og ulemper, som du vælge ud fra. En anden vigtig ting er selvfølgelig også opløsningen, som kan være en afgørende forskel.

Vil du have den høje WQHD-opløsning på 1.440 x 2.560 pixels, skal du derfor gå efter HTC 10, Samsung Galaxy S7 eller LG G5. Det betyder højere detaljegrad og bedre billede, men det kan være på bekostning af batteritiden som følge af grafikchippen, der skal arbejde lidt hårdere. Det ser dog ud til efterhånden at være et problem, der er håndteret af producenterne. Andre faktorer spiller en større rolle på batteritiden.

Som den eneste af disse 4 har Huawei P9 den mere udbredte Full HD-opløsning på 1.080 x 1.920 pixels, som sagtens kan være tilstrækkeligt for de fleste, og hvor pixels stadig er relativt svære at spotte på klos hold.

Snapdragon processorer

Processor

Sidste år blev de helt nye processorer udgivet fra både Samsung og Qualcomm, og de ses nu i de fleste nye topmodeller. Det er ikke overraskende Qualcomms Snapdragon 820-processor med 4 Kryo-kerner på op til 2,2 GHz, der gemmer sig i de fleste modeller.

Både HTC 10 og LG G5 er udstyret med denne. Her får du den kraftige Adreno™ 530 grafikchip, understøttelse for lynhurtig opladning med Quick Charge 3.0 og understøttelse for op til 600 Mbit/s og 150 Mbit/s i henholdsvis download og upload. Du får med andre ord noget det bedste på markedet lige nu.

Det samme er tilfældet, hvis du vælger Samsung Galaxy S7, hvor det er Samsungs egen Exynos 8890-processor, der gemmer sig. Den består af 4 M1-kerner på op til 2,3 GHz, mens 4 øvrige Cortex-A53-kerner på 1,5 GHz også hjælper til. Grafikchippen her hedder Mali T880MP12 er også en ganske kraftig sag.

Til sidst er der Huawei P9, hvor du får Huaweis egen Kirin 955-processor, der kører med 4 Cortex-A72-kerner på op til 2,5 GHz samt 4 øvrige Cortex-A53-kerner på op til 1,8 GHz og den lignende Mali-T880-grafikchip. Betegnelsen MP4 bag navnet betyder dog, at den kun har 4 grafikkerner i stedet for 12 i Galaxy S7.

Ifølge benchmark-appen Antutu er det en smartphone med Qualcomms Snapdragon 820 (HTC 10 eller LG G5), du skal gå efter, hvis du vil have den absolut højeste ydelse, men Samsung Galaxy S7 ligger så tæt på, at der næppe kan mærkes nogen forskel. Herefter følger Huawei P9 i ydelse – stadig i toppen af feltet, men med god afstand til de øvrige.

RAM og lagerplads

I 2016 er alle topmodeller gået over til hele 4 GB RAM – sådan da. Hvor HTC 10, Samsung Galaxy S7 og LG G5 alle har 4 GB RAM af den dobbelt så hurtige LP-DDR4-type, er historien lidt en anden med Huawei P9.

Her får du ”kun” 3 GB af slagsen og med den knap så hurtige LP-DDR3-type med den normale P9. Du skal nemlig vælge den større Huawei P9 Plus, før du får samme 4 GB LP-DDR4-RAM som konkurrenterne.

På lagerplads-fronten er der ikke de store forskelle – der er faktisk slet ikke nogen utroligt nok. I de foregående år har der ellers været stor variation i antallet af medfølgende GB lagerplads og om det kan udvides med microSD-kort, men i år har allerede producenterne fundet en enkelt løsning, der ser ud til at passe til de fleste forbrugere.

Der er således 32 GB lagerplads i alle varianterne, og selv om HTC 10 og Samsung Galaxy S7 også findes med 64 GB, sælges de ikke i Danmark med den konfiguration. Hvis 32 GB ikke er nok, kan du med alle 4 topmodeller supplere lagerpladsen med et microSD-kort.

Samsung Galaxy S7 dual Pixel
Foto: Samsung.com

Kamera

Det er på kamerafronten, at de 4 modeller for alvor skiller sig ud fra hinanden. HTC 10 benytter den samme Sony IMX377-kamerasensor, som sidder i Google Nexus 5X og Nexus 6P.

Du får med andre ord 12 megapixels at gøre godt med, som er mere end rigeligt til at optage i 4K-opløsningen, selv om UltraPixel-marketingnavnet er vendt tilbage. Det betyder, at du får et kamera, der gør det rigtigt godt i mørke omgivelser, fordi hver enkel pixel i sensoren måler hele 1,55 µm og blænden er på f/1.8. Med kameraet følger optisk billedstabilisering – både foran og bagpå – samt laserautofokus.

En lignende strategi benytter Samsung – også med 12 megapixel fordelt på en sensor, der måler 1/2.6″. Det giver en blænde på f/1.7 og pixels, der måler 1,4 µm, og som med andre ord også gør det rigtigt godt i mørke omgivelser. Samsung Galaxy S7 har tilmed den såkaldte Dual Pixel-autofokusering, som giver samme lynhurtige, præcise og glidende autofokusering kendt fra Canon-kameraer. Hertil får du også optisk billedstabilisering bagpå.

Den næste i feltet er LG G5, som benytter sig af to kamerasensorer, der tjener to forskellige formål. Det primære kamera er på 16 megapixel og har en blænde på f/1.8. Det akkompagneres af en 8 megapixel vidvinkelsensor, der råder over et kæmpe synsfelt på 135 grader. De to sensorer har også optisk billedstabilisering og laserautofokus.

Til sidst er der Huawei P9, der, lige som LG G5, har to kamerasensorer. Her er dog tale om to med samme opløsning på 12 megapixel og en blænde på f/2.2, der er lavet i samarbejde med den tyske kameraproducent Leica. Den ene sensor er en normal RGB-sensor (farve), hvor den anden er en monokromsensor til sort/hvide farver. Det skulle gøre det muligt at fange masser af farver, dybde og detaljer og ikke mindst lys under dårlige lysforhold. Her er der dog ingen optisk billedstabilisering at finde.

LG G5 CNET
Foto: Cnet.com

Batteri

Der er utroligt store ligheder mellem de 4 topmodeller hvad angår kapaciteten på batteriet. HTC 10, Samsung Galaxy S7 og Huawei P9 gemmer alle på en 3.000 mAh stort batteri, mens LG G5 har et lidt mindre på 2.800 mAh.

Umiddelbart er der altså ikke den store forskel i selve kapaciteten, men LG G5 har den store fordel i forhold til de tre andre, at det lidt mindre batteri kan tages ud og nemt skiftes ud med et nyt som følge af det modulære metaldesign. Hvis du tilmed bruger kameramodulet, får du ekstra batterikapacitet med i pakken.

Pris

Prisen spiller naturligvis også en vigtig rolle, og selv om de alle ligger i det høje prisleje, er der stadig en forskel, der kan være afgørende for dit valg af dette års topmodel.

Den dyreste af de fire modeller er HTC 10 med en vejledende pris på 5.990 kroner, hvor Samsung Galaxy S7 følger med 5.699 kroner. For 700 kroner mindre kan du få LG G5, og helt billigst finder vi Huawei P9 med en pris på kun 3.999 kroner, hvor den dyrere og kraftigere P9 Plus koster 5.499 kroner.

I butikkerne

Samsung har været hurtige til at åbne op for forudbestillingerne af Galaxy S7 og Galaxy S7 edge og ligeså at få dem i butikkerne. Det har de været siden den 11. marts, hvorefter LG G5 lander i butikkerne fredag den 15. april. Herefter kan du købe Huawei P9 fra den 2. maj, og til sidst er der HTC 10, der kommer i løbet af maj måned – formentligt i starten, eftersom HTC Concept Store forventer, at forudbestillingerne leveres den 3. maj.

Hvilken af de 4 nye topmodeller hælder du mest til og hvorfor? Giv gerne din mening til kende nedenfor i en kommentar.

Mere nyt om temaet

Siden vi bragte denne artikel er der kommet nyt i sagen. mobilsiden fortsatte fortællingen. 13/4/2016 gik vi videre med et indlæg om Beastgrip Pro: forvandl din mobil til en filmmaskine – Tjek artiklen her. Se også seneste nyt om tematikken her..