Nyt Apple TV – Skal den være din nye spillekonsol?
Apple ramte en uanet guldgrubbe da selskabet i 2007 brød ud som smartphone-producent. Mens selskabets iPhones har nydt stor og ikke uventet succes har de, i samspil med AppStoren, skabt en multimilliard spilindustri til de såkaldte ’casual gamers’, spillefugle som efterlyser enkle spil som er lette at gå til.
Med rygterne om et nyt Apple TV kan en lignende revolution være under opsejling – denne gang til stuealteret, med et æble-mediecenter med spil for øje.
Disse forlydender styrkes af flere kilder der nævner, at fjernbetjeningen vil have mere end bare en enkel funktion. Den vil huse både trykfølsomme flader, mikrofon, gyroskop og en accelerometer – alle features der har gjort iOS-enhederne velegnede til spil.
Bliver Apples Force Touch-teknologi også integreret i fjerbetjeningen, kan den trykfølsomme flade også efterligne fysiske knapper, hvilket kan være den vigtige brik der kan sikre den gode spilleoplevelse.
Læs også: Apple event på onsdag – kommer der overraskelser?
Kan den overhovet afvikle spil?
For at kunne køre spil, og især 3D-spil, tilfredsstillende, skal det nye Apple TV dog have kræfter nok. Sidste års A8 chip fra Apple, har dog allerede vist sig at kunne levere omkring samme rå ydelse som forrige generation af konsoller, som Xbox 360 og PlayStation 3.
Microsoft og Sonys nyeste konsoller behøver dog næppe at frygte nogen direkte konkurrence. Apples A8 kan eksempelvis kun mønstre omkring 200 Gigaflops regnekraft, mens markedets kraftigste konsol, Sonys PlayStation 4, estimeres til at levere næsten det tidobbelte.
Et er den teoretiske ydelse, andet er hvor nemt spiludviklere kan udnytte de mange kræfter. Her har Apple et stærkt kort i deres Metal API i iOS 8 & 9, et sæt instruktioner der giver udviklere prioriteret adgang til processorens ressourcer – ligesom i spillekonsoller.
Se også: Tv-boksen Nexus Player til salg i den danske Google Store
Spil og controller gør forskellen
Med en ydelse der ligger markant under rivalerne er det nok ikke Xbox One og PlayStation 4 Apple har i sigtekornet. Det er rettere Nintendo og deres Wii-konsoller der bør frygte Apples kommende mediecenter.
Med en innovativ controller og ydelse der er ’god nok’ lyder opskriften meget tæt på at være den som Nintendo brugte til at dominere konsol-markedet med deres oprindelige Wii.
Rettes opmærksomheden mod Google-lejren begynder det også at pible med løsninger der forener mediekonsol med spilleambitioner. Sådan kunne være Googles egen Nexus Player, men spiludvalget og salgssuccesen lader fortsat vente på sig.
Meget tyder derfor på, at sidste brik for Apple til at udleve deres spilkonsoldrømme er indhold der kan matche forbilledet fra Nintendo. Spørgsmålet er så hvorvidt Apple vil have hitspil på størrelse med Nintendos Super Mario-saga til at opfylde drømmen.
Det nye Apple TV vil debutere i morgen når Apple holder event i sit Californiske hjemland. Følg med her på mobilsiden.dk onsdag den 9. september kl. 19.00, hvor vi vil følge Apples nyheder nøje.
Læs også: iPhone 6s event på onsdag: Hvad vi forventer at se