Nye Alpha-mobiler på vej fra Samsung
Alpha-mobilerne er ved at etablere sig i toppen af Samsungs sortiment. Ikke nødvendigvis i kraft af ydelsen, men takket været en satsning på design og finish.
Som i den nylancerede frontløber i serien, som kort og godt hedder ’Alpha’, vil man i de nye Alpha A3 og A5 møde et afrundet design, stilfuldt omkranset af en metalramme.

I modsætning til flagskibet vil de to nye Alpha’er ikke få adgang til Samsungs hurtigste platform. I stedet vil du finde af Qualcomms nye mellemklasseløsning: Snapdragon 410. Det betyder, at under motorhjelmen banker der en 64-bit quad-core processor på 1,2 GHz, sammen med en Adreno 306 grafikchip.
Mindste familiemedlem Alpha A3, byder på 4,5” display med 960×540 pixels. Alpha A5 bliver større og spreder 1280×720 pixels over sit 5” store display. Begge telefoner deler Super AMOLED teknologien som sikrer farve- og kontrastrige skærme. Begge mobiler får 1GB RAM og 16GB lager.

A3 og A5 adskiller sig på kamerafronten, hvor storebror får et 12 megapixel kamera, mens A3 må nøjes med 8 megapixels. Frontkameraet er selfie-godkendt og tager selvportrætter på 5 megapixels.
Pris og lancering er endnu ikke offentliggjorte, men det forlyder at A3 og A5 vil indtage respektive prislejer på omtrent 2.200,- og 2.600,- kr. før skatter og afgifter.
De nye enheder kan ses i aktion i videoen nedenunder fra mexikanske AndroidMX.