Panasonic og Leica genopfinder kameramobilen
Den seneste kreation fra ikoniske Leica og Panasonic er svær at sætte i bås. Fokuset hviler tungt på kameradelen, endda så tungt at Panasonic bedyrer at smartphonen CM1 primært er et kamera.
Betragter man CM1 forfra ligner den umiskendeligt en mobil i topklassen. Et 4,7 tommer stort Full HD display indtager fronten, mens en hurtig Snapdragon 801 quad-core på 2,3 GHz og 2GB RAM holder Android 4.4 KitKat kørende.
Læs også: Samsung Galaxy K zoom – Mere end en mobil [TEST]
Profilen på 21mm og vægten på 204 gram er dog både større og tungere end sædvanlige Android-flagskibe. Det tykke kabinet huser nemlig en stor billedchip, parret op med et Leica-designet objektiv.
Tysk mekanik
Billedsensoren er på 20 megapixels, og når ikke samme opløsning som i kameraspecialisten Lumia 1020. Den store sensor på 1” lover dog bedre billeder i lavt lys og mindre støj i fotos.
Billedchippen er nemlig 2,25 gange større end den Nokia 1020 huser. I forhold til almindelige mobilkameraer som iPhone 6, er den lysfølsomme overflade omtrent 10 gange større.
Læs også: Nokia Lumia 1020 – måske årets kamera-smartphone [TEST]
Den antageligvis skarpe Leica-optik åbner op til f/2,8 med en fast brændvidde svarende til 28mm.
Ud over et elegant læder-lignende finish, får foto-entusiaster dedikerede knapper til kvik styring af kameraet. Fokus, blænde, ISO eller eksponering styres ved hjælp af en mekanisk ring omkring optikken, mens en knap skifter mellem telefon og kamera-modus ved et klik.
Videooptagelser kan optages i 4K, men kun i 15 billeder per sekund, hvilket vil uværgeligt føre til hakken. Til video er 1080p-optagelser mere velegnede, da de kan optages med både 30 og 60 billeder per sekund.
Specifikationer CM1
Mål: 135x68x21,1mm, 204 gram
Skærm: 4,7” IPS Full HD
Kamera: 20 MP 1” sensor, f/2,8 Leica optik, 4K ved 15 fps og 1080p30 video, 1,2MP frontkamera
Ydelse: 2,3 Ghz quad-core Snapdragon 801, Adreno 330 grafik, 2GB RAM
Software: Android 4.4.2
Netværk: Cat 4 LTE, 3G og 2G
Batteri: 2600 mAh
Lager: 16GB + micro-SD op til 128GB
Øvrigt: Dedikeret kamera-hjul og knap
Egentlig havde Panasonic opgivet smartphone-markedet tilbage i 2013, CM1 kan derfor enten betragtes som et forsigtigt comeback eller en udvidelse af kamerasortimentet.
Panasonic sætter heller ikke alle marketingsejl til. Panasonic tester vandende med CM1, ved at forbeholde lanceringen til det tyske og franske marked.
Panasonic CM1 får debut i november og en lanceringspris på 900,- euro eller omtrent 6700,- kroner.