Så let tilføjer du personlige vibrationer til kontakterne på din iPhone [TIP]
Når arbejdsdagen starter, og mobilen ligger dybt begravet i lommen, så vil du formentlig løbende blive gjort opmærksom fra vibrationen om nye opkald, sms, mails, push-notifikationer fra apps osv.
Det er ikke alle informationer der er lige vigtige, så det kunne være rart at kende afsenderen på forhånd. Altså vide om det er noget, der bør kræve din fulde opmærksomhed i øjeblikket. Da de fleste vibrationsmønstre ligner hinanden, så vil du nok alligevel flå mobilen op af lommen, når der kommer en reaktion derfra.
Det er dog slet ikke nødvendigt, da man kan særtilpasse vibrationsmønstrene. Idag vil Mobilsiden.dk vise, hvordan det foregår fra en iPhone.
– Jeg starter med at finde en kontakt i Telefon app’en. Idag har jeg valgt vores redaktør Niels, som i kender her fra siden.
– Derefter trykker jeg “Rediger”.
– Når jeg scroller lidt ned af siden, kan jeg se, at vibrationen for både “Ringetone” og “Beskedtone” er sat til Standard. Jeg trykker derfor på den jeg ønsker at ændre.
Apple har naturligvis lavet nogle mønstre på forhånd som jeg kan bruge under “STANDARD”.
– Jeg har dog mod på at lave min egen, så trykker istedet på “Opret ny vibration”.
– På skærmen står der nu “Tryk på for at oprette et vibrationsmønster”. Som i kan se på billedet herover, så er jeg i fuld gang med at trykke løs i feltet. Jeg kan til enhver tid stoppe på “Afbryd”.
Efter trykkeriet kan jeg så “Afspil” mit nye vibrationsmønster, og “Arkiver” øverst i højre hjørne.
– Nu skal jeg lige navngive min vibration, og afslut med tryk på “Arkiver”-knappen og herefter på “OK”.
Så er der valgt særtilpasset vibration næste gang han ringer til min iPhone.