Samsung inviterer til Galaxy S10-event næste måned
Så er det slut med at spekulere i, hvornår vi får Samsungs næste topmodeller i Galaxy S10-serien at se. I en pressemeddelelse inviterer Samsung nemlig til en stor Unpacked-event onsdag den 20. februar klokken 20:00 dansk tid.
Dermed kommer Samsungs præsentation af Galaxy S10-serien altså til at finde sted på netop den dag, som rygter pegede på for en måned siden.
Læs også: Foto viser Samsung Galaxy S10 med hul i skærmen
Samsungs event kommer til at foregå i San Francisco, hvorfra der vil blive livestreamet på adskillige Samsung-hjemmesider. Samsung henviser interesserede i at følge med på blandt andet www.samsung.com, og på Mobilsiden dækker vi naturligvis også nyhederne. Så snart Samsung offentliggør livestreamen, vil Mobilsiden også dele den.
I pressemeddelelsen oplyser Samsung, at man – ikke så overraskende – vil markere 10 års jubilæet for Samsungs Galaxy S-serie. Det bliver muligvis den største Samsung-præsentation af nye topmodeller. Der er nemlig rygter om, at Samsung præsenterer Galaxy S10E/S10 Lite, Galaxy S10, Galaxy S10+ og Galaxy S10 5G – altså hele fire varianter.
Det er dog også muligt, at en eller flere af disse først kommer på et senere tidspunkt. Galaxy S10 og Galaxy S10+ må i hvert fald anses som de sikre bud på modeller, vi får at se den 20. februar.
Ifølge Wall Street Journal vil Samsung ikke kun bruge dagen på Galaxy S10-serien. Det forlyder nemlig også, at producenten løfter sløret for den længe ventede foldbare smartphone. Ifølge avisen vil Samsung også afholde event i London samme dag.
Lækkede billeder har i løbet af de seneste uger vist, at Samsung laver et lille hul i skærmen øverst til højre for at give plads til frontkameraet i Galaxy S10 – og i Galaxy S10+ bliver der tilmed plads til to kameraer. I en tid, hvor den omdiskuterede notch ellers så småt er på vej ud, skal vi nu til at vænne os til huller i skærmen.
Hullet i skærmen betyder, at der bliver plads til endnu større skærme – primært i højden. Galaxy S10E får en 5,8 tommer flad skærm, Galaxy S10 får en 6,1 tommer kurvet skærm, Galaxy S10+ får en 6,4 tommer kurvet skærm og Galaxy S10+ får en 6,7 tommer kurvet skærm. De forskellige varianter får forskellige antal kameraer og features, som menes at se ud som følger:
Specifikationer | S10E | S10 | S10+ | S10 5G |
Skærm | 5,8″ flad | 6,1″ kurvet | 6,4″ kurvet | 6,7″ kurvet |
Bagkamera | 2 | 3 | 4 | |
Frontkamera | 1 | 2 | ||
Fingeraftrykslæser | I siden | I skærmen | ||
Processor | Snapdragon 855 (USA/Kina) Exynos 9820 (international) |
|||
Batteri | 3.100 mAh | 3.500 mAh | 4.000 mAh | 5.000 mAh |
Materialer | Glas | Keramik | ||
Netværk | 4G | 5G | ||
Mulig dansk pris | Ukendt | ~7.099 kr. | ~9.549 kr. | Ukendt |