Teleselskaber: Vi tager ikke bevidst overpris
Rasmus Tharsgaard, der er selvstændig rådgiver og lever af at kontrollere virksomheders telefakturaer, har beskyldt de store danske teleselskaber for at sjuske og overfakturere.
Han mener at selskaberne laver mange fejl i forbindelse med implementeringsprocessen af virksomheder, og at der går alt for lange tid, inden virksomhederne får de lovede rabatordninger.
Men det prædikat vil teleselskaberne ikke have siddende på sig. Hos Telia siger Kommunikationschef Mette Honoré til Computerworld, at de tider Rasmus Tharsgaard beskriver hører fortiden til.
Hun erkender dog, at der kan ske fejl, men at de som regel opdages ved et dobbelt tjek.
”Vores systemer performance tjekkes, og eventuelle fejl meldes ind til vores billing team. Eventuelle fejl medfører omkørsel af faktureringen, sådan at fejl rettes, og kunderne ikke bliver berørt,” siger Mette Honoré.
Hos TDC afviser direktør i TDC Erhverv, Peter Stig Andersen, at TDC overfakturer.
“Vi lever af vores kunder, og derfor gør vi en stor indsats for at sikre, at vores kunder bliver faktureret korrekt,” siger han til Computerworld.
“Skulle der være enkelte fejl, så retter vi dem selvfølgelig efterfølgende.”