Motorola Defy+ – mere vandtæt end stødsikker (mobiltest)

TEST: Motorola Defy+ kan holde til lidt af hvert. Men når man pakker en mobil ind, virker den så stadig fornuftigt?

Motorola Defy+ – mere vandtæt end stødsikker (mobiltest)

Markedet for de særlige sports- og håndværkermobiler er ikke så stort, men nogle købere lægger vægt på, at mobilen for alvor kan holde til noget.

Tidligere har denne type telefoner været kedelige ”tast-mobiler”. Det seneste år, er der dog kommet flere smartphones, som ikke er så skrøbelige. F.eks. Sony Ericsson Xperia Active, Samsung Xcover og naturligvis i denne test, Motorola Defy+.

Defy+ er en Android-smartphone der lige nu, ifølge Mobilpriser.dk, kan erhverves til lige under 2.000 kroner uden abonnement. Android-versionen er 2.3 (Gingerbread).

I denne mobil er der de samme muligheder og features, som normalt kendes fra Android-systemet. Det vil sige Googles tjenester Gmail, Maps (inkl. navigation), kalender- og kontaktsynkronisering samt naturligvis app-butikken Android Market.

Benyttes Microsoft Exchange, Office 365 eller tilsvarende er dette også understøttet – plus en række andre standard-mailløsninger.

Motorola Defy , Plus, håndværker, vandtæt
Motorola Defy+. (Foto: Motorola). Foto: Motorola

God sikkerhed og opsætning

På Defy+ har Motorola placeret deres egne tilretninger, kaldet MotoBlur, oven på Android-systemet.

Tilføjelsen er faktisk meget god, da den hjælper en godt på vej i opsætningsprocessen, så uøvede brugere kommer lettere i gang.

Men MotoBlur tilbyder også en sikkerhedløsning, hvor telefonen automatisk låses, når der skiftes SIM-kort. Det kræver så adgangskoden til MotoBlur for at åbne den igen.

Der er desuden adgang til en onlineversion, hvor man kan lokalisere sin mobil på et kort, fjernlåse og fjernslette indholdet.

Systemet fandt mobilen, om end det dog tog op til ti minutter. På andre tilsvarende tjenester sker dette, stort set med det samme.  Og ved fjernlås skriver systemet, at dette kan tage op til en time. Det synes jeg ikke er godt nok. Hvis mobilen er væk, vil man jo nok gerne have den låst lige med det samme.

Motorola skal have pluspoint for at gøre sikkerhedsaspektet til en naturlig integration i produktet.

Fin betjeningen og god lyd

Af en forholdsvis billig Android-telefon at være, synes jeg systemet kører rimeligt godt – og det er ikke fordi man utålmodigt sidder og trommer med fingrende i bordet, mens man venter på at mobilen svarer.

Alligevel synes jeg det er vigtigt at holde sig for øje, at dette ikke er en topmodel-smartphone – og at der derfor ikke kan forventes overdrevne præstationer – selvom der sidder en 1 GHz processor i maven på den.

Skærmen reagerer fint og præcist, hvilket bestemt er en fordel ved skrivning af SMS-beskeder, der sker på et fuldt QWERTY-tastatur – inklusiv ÆØÅ og dansk ordbog.

Lydkvaliteten ved opkald er ret god men skærmkvaliteten er ikke ret god. Godt nok er der 480×854 pixels på den 3,7 tommer store skærm, men det hele står lidt ”fattigt”.

Overfladen er modstandsdygtig overfor ridser, og tog slet ikke imod mit forsøg på at ridse den med en stor Fiskars saks. Beskyttelsen af skærmen er leveret af Corning, som er verdensberømte for deres enormt stærke Gorilla Glass.

Internettet i Defy+ fungerer egentlig ganske udmærket, set i forhold til, at der jo ikke er tale om en topmodel i Android-kategorien. Og det er generelt det som kendetegner funktionerne i produktet, at de løser opgaven de er skabt til. Men som bruger, skal du ikke forvente overdreven performance.

Motorola Defy+ udsat for pludseligt regnvejr. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Hvad kan den holde til?

Motorola Defy+ sælges som ”vandtæt, ridse- og støvfri (IP67)”. Her skal du være opmærksom på, at det jo stadig er et stykke elektronik.

Jeg tvivler på, at mobilen i længden holder til, at du tager den med i bad, lader den ligge under båndsaven på værkstedet eller smider den i lommen sammen med søm og skruer. Men den vil BESTEMT holde bedre til voldsomt brug, end andre mobiler.

I testen har vi holdt Defy+ fem minutter under rindende vand og den har været smidt ned i en kande med vand, med stor succes. Efter dette ”pludselige regnskyl” var mobilen fuldkommen tør indvendigt. Betjeningen kan ikke ske mens mobilen er helt våd, men våde fingre og en fugtig overflade, klarer mobilen helt perfekt.

Derimod holdt den ikke til en tur i asfalten fra første sals højde. Motorola lover godt nok ikke, at den skal kunne dette – men jeg tænkte, at målgruppen for denne type telefon, nok vil forvente, at den holder til at ryge ud af lommen fra f.eks. et stillads eller en stige.

Udover at skærmen blev til tusind stumper, så fik mobilen også en række fæle hakker i plastikken ved faldet.

Overordnet set, er holdbarheden godkendt. Det er ikke mange andre smartphones, der holder til rindende vand.

Defekt, Glas, Håndværker, Motorola Defy+, reparation, Service, Smadret
Motorola Defy+ efter den blev udsat for et pludseligt fald. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Konklusion: God, holdbar og all-round

Defy+ ER en meget billig smartphone. Men man få ganske meget for pengene.

Designet er kedeligt, men indmaden god – også uden trælse ventetider og irritationer. Som nævnt har Motorola gjort en del ud af sikkerheden, hvilket klart tæller med på plussiden.

Holdbarheden i forhold til fugt, vand og støv er godkendt – så bed du bare din store savlende hund, om at hente mobilen til dig! Men stødabsorberende kan produktet ikke påstås at være.

Vi ender på fem ud af seks stjerner – specielt når prisen tages i betragtning.

Husk dog, at du ikke skal forvente en highend-smartphone, når du køber Motorola Defy+.

Læs også:
Håndværker-duel: Defy mod Active
Web-TV: Samsung SGH-M110 kastes langt og hårdt
Web-TV: Samsung B2700 – så meget kan den holde til

Mere til sagen

Historien tog relativt hurtigt en ny drejning. mobilsiden fandt det relevant at følge op på temaet. 7/2/2012 gik vi videre og publicerede artiklen; Rygte: Samsung Galaxy S III lanceres i maj og er blot 7 mm tyndKlik her for den påfølgende artikel.. Tjek de seneste nyheder om temaet her.