Sådan beskyttes dine børn mod farlige Android-apps
Fra tid til anden dukker applikationer op i Android Market, som er farlige for mobilen, og som kan udnytte sårbarheder i systemet.
Heller ikke alle apps er lige egnet til børn, selvom de ikke er direkte ”farlige”.
Sikkerhedsfirmaet F-Secure har lanceret en ny version af programmet F-Secure Mobile Security, som både forhindrer installation af f.eks. spionprogrammer og andre mobile trusler, samt giver forældrene mulighed for at styre, hvilke programmer børnene kan anvende.
Programmerne er inddelt i kategorier, og kan til- og fravælges via en afkrydsningsliste.
En anden funktion er Safe Contacts, som kontrollerer opkald, SMS- og MMS-beskeder. Ud af en godkendt-liste kan barnet beskyttes mod uønskede beskeder og opkald, samt mobil-mobning, spam og seksuelt indhold.
En licens til Android-versionen af Mobile Security koster 299 kroner om året, og kan købes via F-Secures webshop.