HTC Desire 510 – Intet ud over 4G [TEST]
Prisen er til at betale, og der er 4G ombord, så der er fart over feltet. På data i hvert fald. Kigger man ud over de to aspekter er der nemlig ikke meget at råbe hurra for hos HTC Desire 510.
Batteriet og så HTCs egen software trækker også op, når man står med HTC Desire 510 i hånden og bruger den, men på trods af det, så bliver man skuffet, hvis det skal være ens primære telefon i længere tid ad gangen.
Læs også: HTC gentager Lollipop løfte – senest 2. februar
En ting er, at telefonen ikke præsterer som en topmobil – det forventer og forventede jeg heller ikke. Den er bare ikke et behageligt bekendtskab, og så er ideen bag den noget uklar for mig. Jeg kan simpelthen ikke se, hvem denne telefon er tænkt til.
Jeg vender tilbage til det senere, for det er nok en god ide, at I lige får lidt flere detaljer, før I er med på, hvad jeg mener.
Specifikationer HTC Desire 510
Mål: 139,9 x 69,8 x 9,99 mm
Vægt: 158 gram
Ydelse: Snapdragon 410 1,2GHz quad-core
Hukommelse: 1GB RAM – 8GB lagerplads
Kamera: 5MP hoved fixed focus, 0,2MP front.
Batteri: 2100mAh
Styresystem: Android 4.4.2
Netværk: 2G, 3G, 4G/LTE
Andet: DotView tilgængeligt
Klassisk HTC – et stykke af vejen
Når man har en smartphone fra HTC, så er det HTC Sense, der trækker i trådene på software-niveau, og det er en god ting. Det er det også i HTC Desire 510. HTC har sidste nye version af Sense med i telefonen, og det er et plus. Sense 6.0 er flydende og fungerer godt.
HTC har gjort et godt stykke arbejde med softwaren, der fungerer som glasur på Googles Android, og funktioner som deres Blinkfeed er rigtig fine. Som nævnt ovenfor er der ingen problemer, når man navigerer rundt i menuer og de forskellige sider.
Læs også: HTC Eye Experience – Ikke kun megapixels
Batteritiden kan også strækkes ud til ganske gode længder, hvis man holder telefonen på et nogen lunde aktivitetsniveau. De fleste vil kunne få 2 dages brug ud af telefonen uden den helt store indsats. Hvis man spiller tunge spil, så ligger batteritiden stadig fint, men noget tættere på mange andre telefoner.
Det er som bekendt HTC, der er firmaet bag BoomSound, men det er der altså ikke med i bugdet-mobilen HTC Desire 510. Højtaleren på denne model er placeret bagpå, og der er ikke meget power eller vellyd at hive ud af den.
Med i HTC Desire 510 er også DotView-funktionen. Sammen med det rigtige cover, kan det give en anderledes retro-følelse, og man kan få set nogle notifikationer igennem coveret. Det er dog ikke muligt at bruge telefonen igennem coveret, som det er på HTC One (M8), og det er ærgerligt.
Skærmen – åh nej
Det hedder en smartphone, altså smart telefon, og derfor burde opkald i teorien være det vigtigste. Langt de fleste bruger bare deres smartphone til alt muligt andet, og derfor kan man uden de store problemer argumentere for, at skærmen er aldeles essentiel i netop en smartphone.
Og her fejler HTC Desire 510. Skærmen er ofte grynet og farverne ser ofte lidt slidte ud. Betragtningsvinklerne er heller ikke videre imponerende, og holder man ikke telefonen helt vinkelret, risikerer man hurtigt at forvrænge farverne.
Læs også: HTC One M8 Dual sim: Businessmobil i alu-jakkesæt [TEST]
HTC Desire 510 har den såkaldte FWVGA-opløsning på 854 x 540 pixels, og det hjælper ikke på kvaliteten af skærmen.
Når så meget af det man gør med telefonen foregår på skærmen, så skal den være i stand til at give et godt billede. Det er ikke særlig ofte, det lykkes for HTC Desire 510.
Præstationen er lige godkendt
Som nævnt ovenfor, så er der ikke problemer med hakken og tøven, når man blot render rundt og leder efter den app, men nu lige skal bruge. Det er ikke der, HTC Desire 510 kommer i problemer.
De lettere apps som nyhedsapps, Facebook og den slags, som ikke kræver det store grafiske kræfter kører som regel fint, men en gang imellem sniger der sig lidt hakken og lag ind. Telefonen koster ikke alverden, og med det in mente så gør den det fint på dette punkt.
Læs også: HTC Desire 820 kommer til Danmark
Til gengæld har den ikke meget power at gøre godt med, når der skal trækkes et tungt læs. De mere krævende spil glider ikke lige så fint, som HTC Sense gør det ude i menuerne, og det på trods af at spillet havde skruet ned for detaljer og der er relativt få pixels, der skal animeres.
Den indbyggede hukommelse er på 8GB, men reelt har man kun 4GB at gøre godt med, når man pakker den ud af æsken første gang. Der er MicroSD-kortlæser i HTC Desire 510, så pladsen kan udvides med op til 128GB, men 4GB ledig plads er ikke meget.
Kameraet er ikke godt
Hvis man godt kan lide at tage billeder med sin smartphone, så skal man vælge en anden telefon, for HTC Desire 510 tager ikke gode billeder. Der er ikke meget skarphed at finde, og lyse punkter bliver meget hurtigt meget hvide.
Kameraet har et fikseret fokus, så det er ikke muligt selv at vælge, hvad der skal stå skarpt. Det bevirker, at det er sløret over det meste af billedfladen.
På videosiden er det samme historie, der går igen. Der er ikke meget, der står knivskarpt, og videoen er ikke videre behagelig at kigge på.
Læs også: HTC opdaterer Sense sammen med Android
Layoutet i kameraet er dog en god ting. Det er let at finde ud af, og det er ikke i vejen. Samtidig er der nogle muligheder, man kan justere på, så man kan prøve at få det bedste ud af et noget begrænset kamera.
En ting jeg savner er dog en blitz. Det er ikke så tit, jeg bruger blitz i forbindelse med billeder, men den er ganske rar at have, når man har tabt noget ind under sofaen, eller hvis strømmen i huset går.
Herunder kan I se nogle prøvebilleder og en video taget med HTC Desire 510.
4G fungerer godt
På trods af den lave pris, så har HTC Desire 510 4G-muligheder, så længe man har det i sit abonnement. Med det kan man surfe, downloade og uploade rigtig hurtigt.
Vores test har vist rigtig fine hastigheder, med op til 31Mbps download og 21Mbps upload, og det er ganske fint.
Generelt har der ikke været mange problemer med at finde forbindelse, og opkald er gået rimelig klar igennem. Højtaleren til opkald har dog ikke den helt store power, og på meget larmende steder kan det til tider være svært at høre personen i den anden ende.
Usammenhængende mobil
Som beskrevet i indledningen, så forstår jeg ikke helt denne telefon. 4G er en god ting, det er der ingen tvivl om, men hvad skal det bruges til? Skærmen er ikke god nok til at streame film og serier på farten, så der vil 4G være spildt.
Kameraet er ikke godt nok til at tage en masse billeder og ikke mindst videoer, der skal uploades til diverse sociale medier, så der er 4G også spildt efter min mening.
Batteritiden er fin, men det er den også i andre telefoner, der kan væsentligt mere eller det samme væsentligt bedre. HTC Sense er også en glimrende version af Android. Det er bare ikke særlig spændende udelukkende at navigere rundt i menuer og indstillinger.
Læs også: Lynlader på vej fra HTC
Der er ikke mange telefoner, der er nede i det prisleje, som giver den helt store smartphoneoplevelse, men en telefon som Nokia Lumia 925 tilbyder stadig en god oplevelse for et sammenligneligt beløb. Det samme kan siges om Sony Xperia M2, som er noget nyere, og hvis man gerne vil blive på Android.
Det samlede indtryk er ikke specielt godt af HTC Desire 510. Det den gør godt er 4G og batteritid, og 4G er ikke særlig brugbart, når man ikke har noget at bruge den hurtige data til. Til gengæld er både skærm og kamera rigtig skidt. HTCs software trækker lidt op, så karakteren ikke bliver helt katastrofal.
Det betyder mobilsiden.dks karakterer.
HTC Desire 510 får 3 ud af 6 stjerner.
Historien er ikke slut
Sagen har udviklet sig. Siden vi kørte artiklen er der sket mere. mobilsiden kunne ikke slippe temaet. 30/10/2014 blev sagen bragt videre med en artikel der omhandler HTC Nexus 9 – første kig på Googles luksus-tablet [WEB-TV] – Følg den videre udvikling her. Meget er sket siden. Du kan klikke her for aktuelle nyheder om temaet..