HTC Tattoo – billig touchmobil (produkttest)

Den er lille, smart og billig. Spørgsmålet er, om en så billig touchmobil er værd at købe?

HTC Tattoo – billig touchmobil (produkttest)

HTC har meldt ud, at Tattoo henvender sig til købere i den unge målgruppe – som ønsker sig en smart og billig touchmobil. Hvilket på de fleste områder kan indfries.

Mobilens udseende er stilfuldt med bløde former, og en størrelse som ligger godt i en lille hånd. I forhold til f.eks. HTC Magic er Tattoo en langt mere smart pigetelefon, der opleves lige en tand fixere end Magic.

På vægten er der ikke nogen særlig forskel. Tattoo vejer 113 gram, mens Magic ligger på 116 gram.

HTC Tattoo nyt artikelfoto

En lille touchskærm

Skal du have glæde af en touchskærm er det virkelig vigtigt, man kan ramme indhold og ikoner. Med 2,8 tommer er Tattoo-skærmen forholdsvis lille.

Jeg har store fingre og rammer præcist, når jeg koncentrerer mig. Vi har haft mobilen i hænderne på nogle personer med “mere almindelig størrelse hænder” og her er præcisionen betydeligt bedre, end det jeg kan opnå.

Kvinder med lange negle vil sandsynligvis sætte pris på, at skærmen er trykfølsom (resistive). Det betyder, at betjeningen kan ske med negle eller spidsen af en kuglepen.

Skærmen er ganske følsom, og der skal ikke trykkes ret hårdt før at den reagerer.

En del af menubetjeningen kan også ske med de fysiske knapper på fronten af mobilen.

HTC Tattoo nyt artikelfoto

Alt det smarte – gjort let!

Hele menu- og brugerfladeopbygningen er simpel og overskuelig. De syv “forsideskærme” kan individuelt tilpasses med ikoner og småprogrammer (widgets).

Det betyder, at du selv bestemmer om skærmen skal indeholde favoritkontakter, genveje til programmer eller den aktuelle vejrudsigt.

HTC Tattoo kan benytte Gmail (kalender, kontakter, mail) og Microsoft Exchange – eller du kan blot vælge at synkronisere dine kontakter og kalender med Outlook via et kabel.

For at få den fulde glæde af Tattoos muligheder anbefales du at benytte f.eks. Gmail med den. På den måde bliver alle dine kontakter, kalendere og mails tilgængelig direkte på mobilen – retter du en oplysning på computeren eller mobilen, overføres ændringerne automatisk, uden der skal gøres noget aktivt for det. Det er super smart, og sikrer at de seneste oplysninger, altid er lige ved hånden.

Ved opstarten af Tattoo kan dine Facebook-oplysninger indtastes, hvorefter billeder af kontaktpersoner, fødselsdage og ikke mindst statusoplysninger også findes på mobiltelefonen.

Tattoo bringer alle de nymodens smarte features ud til lowtech-brugere – man overraskes af, hvor let det er at få til at virke. Helt basalt kræver det kun dit brugernavn og adgangskode.

Gå på nettet

Sidder du og venter på bussen, er internettet ved hånden. Det er intet problem at åbne store hjemmesider som f.eks. bt.dk, tv2.dk eller nærværende Mobilsiden.dk på den lille skærm.

Alle sider vises som på computeren, og med zoomknapperne kan der zoomes ind på det, man vil læse. Siden skal ikke trækkes fra side til side for at få det hele med – teksten på f.eks. nyheder tilpasses automatisk skærmens bredde. Når Tattoo lægges på siden vender billedet sig den “lange vej”.

Det er klart, at med den begrænsede skærmstørrelse er internetoplevelsen set bedre på andre dyrere mobilenheder. Men Tattoo er kraftig nok, til at klare de meste almindelige websites eller Facebook.

Har du trådløst netværk i nærheden kan mobilen også kobles på dette.

Musik og radio

Med HTC Tattoo kan du høre musik (placeres på hukommelseskortet).

Musikafspilleren er ikke verdens mest avancerede, men opfylder fint behovet. Du kan også lave egne afspilningslister direkte på mobilen.

Det medfølgende headset er ikke specielt godt men heldigvis kan du tilslutte et andet. I toppen af Tattoo findes nemlig et 3,5 mm. stadard jackstik.

Der er umiddelbart ingen muligheder for at justere bas, diskant og mellemtone ved afspilning.

FM-radioen har RDS og viser navnet på den station der lyttes til. Det er ikke muligt at høre radio uden headsettet er tilsluttet, da ledningen benyttes som antenne. Radioen kan heller ikke benyttes som alarmtone.

Både musik og radio kan sættes på medhør og afspille via den indbyggede højtaler – og den kan spille i baggrunden mens der laves andre ting på mobilen.

Lav din personlige telefon

Ligesom dine børn kan pryde Dankortet kan mobilen også få samme overhaling.

Via websiden tattomyhtc.com kan du selv uploade et foto og tilpasse coveret på HTC Tattoo, fuldkommen som din aktuelle stemning er.

Det færdige resultat vises på skærmen, hvorefter det blot er at bestille. Mangler du kreative evner, kan der i stedet vælges et standarddesign.

Det personlige design trykkes på et rigtigt cover, som efterfølgende modtages med posten. Efterfølgende skal du selv taget det orginale cover af og montere det nye.

Prisen inkl. forsendelsen er cirka 125 kroner.

Jeg synes det er en fed mulighed, at lade brugerne designe mobilcoveret selv. Det er klart en gimmik, som kan være med til at sælge rigtig mange Tattoo-mobiler.

En markedsplads med mangler

I HTC Tattoo findes programbutikken Android Market, som byder på en lang række programmer og spil til mobilen – endda rigtigt mange gratis. Med få klik kan et program hentes ned og installeres.

Indtil videre er udvalget på Market på Tattoo dog stærkt begrænset. F.eks. findes den officielle Facebook-applikation ikke.

Ifølge HTC er årsagen, at skærmen på Tattoo er mindre end på f.eks. HTC Hero eller Magic. Det betyder, at programmerne ikke passer til skærmen, og derfor ikke findes i Android Market.

Der skulle dog blive arbejdet hårdt på, at gøre markedspladsen mere Tattoo-venlig.

HTC Tattoo nyt artikelfoto

Alt det andet…

Kameraet er på 3,2 megapixels. Det er sjovt til små billeder men det skal ikke være særligt mørkt før kvaliteten er direkte ubrugelig og der er ikke fotolys eller blitz på mobilen.

Har du alligevel taget et godt billede, kan det bagefter med få klik sendes op på Facebook eller vedhæftes og sendes som e-mail. Det lyder kompliceret, men er utroligt let og ikke mindst hurtigt.

Når der skal sendes SMS eller mails, kan der vælges mellem et komplet tastatur på skærmen eller det mere almindelige mobiltastatur. Begge dele har ordbog, og genkender danske ord – også dem med æøå. Du kan også indsætte en grafisk smiley i beskederne.

Jeg kan på grund af fingerstørrelsen ikke skrive helt fejlfrit på Tattoo – men det har jeg set andre gøre. Er du i tvivl, så bed om at prøve mobilen i en butik inden den købes.

Almindelige funktioner som lommeregner, diktafon, vejrudsigt, vækkeur osv. findes som standard i mobilen. Til de mere avancerede brugere bydes på Youtube, Google Maps og HTC Footprints.

Konklusion: Pengene værd?

Hastigheden i menuerne og ved generelt betjening er i top på HTC Tattoo. Den danske oversættelse af menusystemet er også i orden og der opleves intet behov for genstart af mobilen, eller at den “hænger”.

HTC Tattoo er alligevel virkelig vanskelig at bedømme. På den ene side er det på alle måder en billigversion / discountudgave af den meget roste HTC Hero. På den anden side har HTC sat en startpris uden abonnement på 2.500 kroner – hvilket er forholdvist billigt for en avanceret touchmobil.

Tattoo ligger sig i direkte konkurrence med Samsung SGH F480 (Touchwiz) som aktuelt fås helt ned til 1.600 kroner. Men set i den sammenligning er Tattoo bedre og mere moderne også selvom den er dyrere.

I testperioden har vi udover jeg selv også haft et par kvinder ind over testen, og disse er ovenud begejstrede for Tattoo. Blandt andet fremhæves “kompakt  lækkert design”, “let betjening” og “personlige covers” som hovedargumenterne for at købe en Tattoo.

Touchwiz kostede for et år siden lige under 3.000 kroner og den fik i vores anmeldelse fem ud af seks stjerner. Tattoo er endnu billigere og i den grad moderne. Derfor ender vi på topkarakter – seks ud af seks stjerner.

HTC Tattoo er årets bedste touchmobil til prisen.

Se video med Tattoo

Klik her – og se vores video med HTC Tattoo

Opdateringer af emnet

Der blev releativt hurtigt pustet nyt liv til historien. mobilsiden kunne ikke lade sagen ligge. d. 15/10/2009 dykkede vi igen ned i emnet med artiklen; Sony Ericsson Satio – godkendt men dyr touchmobil (produkttest)Klik her for den efterfølgende artikel.. Læs også seneste nyt om emnet her..