Test af Realme GT 8 Pro – bedre end OnePlus?

Realme GT 8 Pro er en stærk smartphone med hurtig ydeevne, enormt batteri, lynhurtig opladning og et fremragende kamera. Realme GT 8 Pro får 85/100 (virkelig god) i test.

Test af Realme GT 8 Pro – bedre end OnePlus?

Realme GT 8 Pro er en bomstærk topmodel med vildt kamera, lækkert design og enormt batteri – og så er prisen bedre end de andre topmodeller på markedet.

Er Realme som arvtager for OnePlus bedre? Læs testen og se, hvorfor Realme GT 8 Pro klarer sig godt i test.

Se også: Test af nyeste smartphones

Realme GT 8 Pro i en nøddeskal

Realme er et helt nyt smartphonemærke i Danmark, hvor topmodellen er GT 8 Pro. Selvom det ikke er officielt, er det tydeligt, at Realme er en direkte afsløser for OnePlus, hvor mange af de samme værdier er i spil.

GT 8 Pro er Realmes nyeste og mest ambitiøse topmodel, der for alvor byder de etablerede giganter op til dans.

Ved første øjekast står det klart, at der er tale om solidt kram, for byggekvaliteten er fremragende, og det nydelige design føles som en ægte premium-telefon.

Heldigvis ligger den også rigtig godt i hånden, da den rent fysisk er en anelse mindre og dermed mere lommevenlig end gigantiske konkurrenter som Samsung Galaxy S26 Ultra.

Realme GT 8 Pro. Foto: Mobilsiden.dk

Med en vejledende frapris på 7.499 kroner får du en vanvittig stærk mobil, der byder på den lynhurtige Snapdragon 8 Elite Gen 5-processor, imponerende beskyttelse med både IP68- og IP69-certificering, og endda et helt unikt kameradesign, hvor bagpladen kan skiftes ud.

Ikke nok med det, er kameraet faktisk også utrolig godt.

Bedømmelse af Realme GT 8 Pro

Se også: Bedste mobiltelefon til prisen

Skærm, kamera, batteritid og software

Skærmen på Realme GT 8 Pro er et stort og skarpt 6,79 tommer AMOLED-panel, der leverer en lynhurtig opdateringshastighed på 144 Hz.

Desværre byder skærmen ikke på den mere strømbesparende LTPO-teknologi, som lang de fleste andre topmodeller har i dag.

Til gengæld er den vanvittig lysstærk med et ekstremt peak-niveau på hele 7.000 nits, hvilket betyder, at du aldrig får problemer med at aflæse indholdet, selv når solen skinner fra en skyfri himmel.

Realme GT 8 Pro. Foto: Mobilsiden.dk

Se også: De bedste Android-mobiler lige nu

Imponerende kamera til prisen

Kameraet, der er blevet til i et helt nyt samarbejde med kameraproducenten Ricoh, består af tre linser på bagsiden. Hovedkameraet på 50 megapixels skyder fantastiske, naturtro billeder i fuldt dagslys, mens det dog kæmper en smule mere for at fastholde detaljerne i mørke omgivelser.

Telefonens største es i ærmet er den vilde periskop-telefotolinse på hele 200 megapixels, der leverer 3x optisk zoom. Her får du et uovertruffent detaljeniveau ind i billederne, men du skal bevæbne dig med lidt tålmodighed, da det tager adskillige sekunder for telefonen at gemme et foto i fuld opløsning.

Realme GT 8 Pro. Foto: Mobilsiden.dk

Når vi taler om batteritid, befinder Realme GT 8 Pro sig i en liga for sig. Med et enormt batteri på 7.000 mAh formår den at give to fulde dages strøm ved normalt brug.

Dertil kan den oplades kablet på hele 120 watt, der giver 100 procent batteri på blot 43 minutter. Der er desuden understøttelse af 50 watt trådløs opladning.

Se også: Nyheder om mobiltelefoner

God software, men ikke bedst

På softwarefronten er maskinen udrustet med Realme UI 7.0, som er baseret på Android 16. Styresystemet er generelt hurtigt, flydende og rimelig brugervenligt, men den rene oplevelse forstyrres desværre af, at der medfølger en irriterende mængde bloatware i form af præinstallerede apps.

Selvom du heldigvis selv kan afinstallere dem, gør det, at softwaren helhedsmæssigt ikke føles helt så finpudset som eksempelvis Googles Android på Pixel-telefonerne eller Samsungs One UI.

En Realme GT 8 Pro får fire års store Android-opdateringer (OS-versioner) og 5 års sikkerhedsopdateringer. Da telefonen er lanceret med Android 16 og Realme UI 7.0, betyder det, at den forventes at blive opdateret helt op til Android 20 og være sikkerhedsdækket i fem år frem.

Det slår ikke Google Pixel og nyere Samsung Galaxy S-modeller med syv års Android-opdateringer, men det er heller ikke dårligt.

Danske priser og tilgængelighed

Realme GT 8 Pro koster herhjemme fra 7.499 kroner for basismodellen, som giver 12 GB RAM og 256 GB lagerplads. Denne udgave kan erhverves i farverne blå og hvid.

Kræver du endnu mere overskud, findes der en topmodel med 16 GB RAM og 512 GB lagerplads, der sælges i farven blå til 8.999 kroner.

Generelt set underbyder Realme GT 8 Pro mange af sine direkte konkurrenter i segmentet ganske betragteligt, hvilket uden tvivl gør den til en meget attraktiv kandidat.

Konklusion: Er Realme GT 8 Pro et godt køb?

Realme GT 8 Pro er et overordentligt stærkt bud på en flagskibsmobil til en attraktiv pris. Dens absolut største styrker er den decideret fremragende batterilevetid, den ekstremt hurtige opladning, hurtig ydeeevne samt et nydeligt design præget af solid byggekvalitet.

At den dertil er enhåndsvenlig og er udrustet med et kreativt og kapabelt kamera, gør kun helhedsindtrykket endnu stærkere.

Realme GT 8 Pro. Foto: Mobilsiden.dk

Der er dog svagheder at tage højde for. Mængden af præinstallerede skrammel-apps er med til at trække den daglige softwareoplevelse lidt ned i forhold til de bedste på markedet.

Samtidig har den vilde Snapdragon-processor en tendens til at overophede med intens brug og dermed drosle gevaldigt ned for ydelsen.

Er du typen, der hader at løbe tør for strøm, og som vil have lynhurtig opladning, masser af power og et fleksibelt kamerasystem uden at skulle betale en ublu overpris, er Realme GT 8 Pro et oplagt valg.

Samlet set fremstår Realme som en stærk og fuldgod erstatning for OnePlus. Selvom softwaren ikke helt matcher OnePlus på brugervenlighed, vinder Realme stort tilbage ved at levere et markant bedre kamera.

Realme GT 8 Pro får af Mobilsiden.dk bedømmelsen 85/100 (virkelig god) i test.

Alternativer til Realme GT 8 Pro

Der er mange gode alternativer til Realme GT 8 Pro, hvor man finder topmodeller som Samsung Galaxy S26 Ultra, iPhone 17 Pro Max, Google Pixel 10 Pro XL og Xiaomi 17 i samme prisklasse.

Her kan du se de bedste mobiler i Danmark lige nu.