Motorola Moto G anmeldelse: Urimeligt meget for pengene [MOBILTEST]
Et tusinde og to hundrede kroner. En Samsung Galaxy S4 mini koster det dobbelte, HTC One det tredobbelte og en iPhone 5S løber op i det firedobbelte. Men selvom prisskiltet er småt, er det en yderst kompetent mobil der ligger bag.
Motorola har levet i skyggen af de store producenter under smartphone revolutionen og der er lige nu ikke meget officiel tilstedeværelse i Danmark. Selv uden for Danmark var det svært at skelne en decideret identitet fra Motorola. Men, men, siden Google opkøbet ser vi antydningen til en ny identitet for brandet. De holder fast i traditionelle dyder ved Motorola som robusthed og lang batterilevetid – men nu tilsat et pift af Google-hed.
Første august i år viste Moto X hvad det nye Motorola betyder – Softwaren var Googles egen rene Android, altid nyeste udgave (Moto X blev opgraderet til KitKat før Nexus-serien) sammen med en høj grad af brugertilpasning hvor telefonens udseende kunne tilpasses af brugeren online igennem MotoMaker. Desværre nåede Moto X aldrig vores breddegrader.
G for Global
Vi vidner nu den samme filosofi, udrullet i global format i Moto G. Men hvor Moto X var US-only (næsten) er Moto G møntet til det helt store verdensmarked – meget sigende var det da også at Moto G blev lanceret i ydmyge kår i Brasilien, fremfor med pomp og pragt i Motorolas hjemby Chicago.
G’eren er en telefon som ikke henvender sig high-end køberne – de har jo allerede en telefon. Men til BRIC-økonomierne – den globale middelklasse. Der er blevet satset hårdt på holdbarhed, på batterilevetid og på at levere en ydelse der er ’god nok’. Under præsentationen kunne der drages mange paralleller til Nokias legendariske 3210 – den hæderkronede telefon som gjorde mobiltelefoni til global folkeeje.
Gabende fornuftigt design
Når man griber fat i Moto G hilses man med et meget seriøst indtryk, her er 143 gram bundsolid plastik. Selv med et godt vrid, er der hverken knirken eller knagen. Med sine mål på 130x66x11,6 mm er det ikke nogen sylfide, men de skrånede sider og den afrundede bag giver et behageligt greb. En plastkant omringer displayet og sammen med Gorilla-Glas 3 belægning, lover det godt for holdbarheden. Og den har overlevet sin først rutsjetur ned fra skrivebordet uden nævneværdige knubs.
Ligegyldig hvorfra man betragter den, er der dog intet der gør sig bemærket. Designet er næsten for fornuftigt og man savner et frækt glimt. Det kan man dog gøre godt igen: det integrerede bagcover kan erstattes med farverige covers som giver Moto G et tiltrængt skud legesyge. Den kan også udstyres med skræddersyede magnetiske covers eller mere modstandsdygtige grip-skaller – så kan den tåle endnu mere tumlen.
Skærmen har HD opløsning som spredt over sine 4,5 tommer giver et skarp indtryk. Med 326 PPI er der næsefedt på skærmen inden man rigtigt kan se de enkelte pixels. Samtidig er farverne godt mættede, betragtningsvinklerne brede og kontrasten høj. Det er intet low-end over denne her skærm.
Højttalerne er af den bagvendte slags – lydniveauet er højt, men der er ikke meget bund at hente. Tale og notifikationer går godt igennem, mens musik og video bør henvises til nærmeste sæt hørebøffer. Moto G bryster sig også ved at have dobbelte mikrofoner, som leverer støjdæmpning ved samtale.
Glimrende bundtræk og uopslideligt batteri
I motorrummet finder man Qualcomms mellemklassechip: Snapdragon 400. Det er en revideret quadcore variant på 1,2 gigahertz, hvor den man finder i Samsung Galaxy S4 mini eller HTC One mini er en hurtig dualcore på 1,4 til 1,7 GHz. Telefonen understøtter desuden ikke 4G og er begrænset til max 21 mbit/s 3G.
Motorola har været grundige med optimeringerne og telefonen yder upåklageligt. I applikationer og daglig surfing er der ikke meget forskel at mærke mellem G’eren og flagskibe som Galaxy S4 eller HTC One. Grafiktunge spil kan dog få Adreno 305-chippen i Moto G til at hoste og harke lidt. Nyeste spil som Asphalt 8 kræver at der drosles ned til Medium eller Low for at være helt flydende.
Hvor ydelsen har været en positiv overraskelse, er batteriet derimod sensationelt. Motorola har formået at klemme meget mere end en hel dags forbrug ud af kræet. Man skal stå meget tidligt op for at sluge al juicen i det 2070 mAh store batteri, og det er kun maratonløbere som LG G2 eller Samsung Note 3 der kan følge med Moto G.
Chokoladebarer til folket
Siden Google overtagelsen har Motorola lavet drastisk om på deres software. Hvor Motorolas tidligere Android-skins var rodede og højtråbende er det nye look mere diskret. Her er Android i sin uændrede form som man finder det i Googles egen Nexus-serie.
Eneste personlige touch er en velset forbedring af kamerasoftware, samt 3 smarte applikationer: Moto Assist – en personlig assistent der automatisk skifter lyd- og notifikations-indstillinger ved møde, om natten eller mens man kører. Moto Migrate der assisterer ved overførsel af konti og præferencer samt Moto Care som er en hjælpebase med tips og råd til fejlfinding. Og til sidst finder man en FM-radio så man kan lytte til Statsradiofonien uden at sprænge databudgettet.
Hvor Moto G skiller sig positivt ud er ved at tilbyde Android 4.3, og Android 4.4 KitKat rulles ud i skrivende stund. De fleste begyndermobiler er ellers tyngede med mere støvede udgaver af styresystemet. Samtidig tilbyder Motorola 50GB gratis Google Drive cloud-lagring i 2 år. En premiere iblandt begyndermobiler, og muligvis også nødvendigt for lagerpladsen på 8 eller 16 GB, kan blive trang med tiden.
Hurtig og uskarp
Igennem denne anmeldelse har det været svært at skimte, præcis hvor Motorola har sparet for at ramme det lave prisleje. Men der er sparet et sted: Kameraet.
Kameraet her kan ikke kan løbe fra sine budgetrødder. Her er 5 ydmyge megapixels, 1/4″ sensor og f/2.4 optik. Intet der imponerer. Det er til gengæld vågent og villigt, billedet snappes prompte, og rammer typisk den korrekte eksponering. Fokus er en dog en udfordring når lysene dæmpes og her er flashen en nødvendighed.
Den optager desuden video i 720p og 30 billeder/sekund. Der kan dokumenteres med det, men videoentusiasten vil være sulten efter mere.
Årets bedste køb. Punktum.
I et godt budget produkt skal der spares de rigtige steder for minimalt at forringe brugeroplevelsen. Her har Motorola ikke bare leveret – de har været decideret rundhåndede. Det forlyder da også, at avancen på Moto G er papirstynd – Motorola tjener kun en skaldet halvtredser per enhed. Kombineret med et software partnerskab med Google leverer Moto G urimeligt meget for pengene.
Men alt er ikke ligetil, som udgangspunkt kan den ikke erhverves i Danmark, man skal derfor fatte kreditkortet og bestille online i f.eks. England eller Tyskland. Vores testeksemplar blev bestilt igennem Amazon.co.uk i England og løb op i 1250 kr. inklusiv fragt. System og tastatur -sprog skal derefter manuelt ændres til dansk.
Tip: Sådan får du fingrene i Moto G
Ser man bort fra det middelmådige kamera og de få svagheder som røber de folkelige rødder kan Moto G ikke andet end imponere – så god bør en telefon til 1200,- kr. ikke være.
Moto G får topkarakter: 6 stjerner.
Fordele:
+ Meget billig
+ Fabelagtig batteri
+ God ydelse
+ Flot, skarp skærm
+ 50GB Google Drive inkluderet (i 2 år)
+ Farverige covers
Svagheder:
– Uimponerede kamera
– Tynd højttaler
– Ingen NFC
– Ingen 4G
– Ikke tilgængelig i Danmark