Billeder af ultratynd Samsung Galaxy S25 Slim lækket

Nye renderinger afslører designet på Samsung Galaxy S25 Slim. Telefonen, der skal konkurrere med iPhone 17 Air, udmærker sig ved at være kun 6,4 mm tynd.

Billeder af ultratynd Samsung Galaxy S25 Slim lækket

Samsung arbejder på en ultratynd smartphone kaldet Galaxy S25 Slim, som forventes at være blot 6,4 mm tyk – eller tynd om man vil. Det er 1,2 mm tyndere end Galaxy S24 og næsten 2 mm tyndere end flagskibsmodellen S25 Ultra.

Renderinger fra OnLeaks og Smartprix afslører et minimalistisk design med flade sider og overflade.

Den tynde Samsung Galaxy S25 Slim er dog ikke nær så slank som den kommende iPhone 17 Air. Den ventes at blive kun 5,5 mm tynd på det tyndeste sted. Den står dog til at få væsentligt ringere specifikationer end Samsung Galaxy S25 Slim.

Se også: Priser & tilbud på Samsung telefoner

Slank smartphone med specifikationer i top

Samsung Galaxy S25 Slim vil også være udstyret med en Snapdragon 8 Elite-chip og 12 GB RAM.

Den tynde Samsung-topmodel vil være udstyret med en 200 megapixel primær kamerasensor, en 50 megapixel ultravidvinkelsensor og en 50 megapixel sensor med teleobjektiv og 3,5x optisk zoom. Sidstnævnte sensor benytter Samsungs nye ALoP-design (All Lenses on Prism) for at holde telefonen slank.

Samsung Galaxy S25 Slim forventes lanceret i maj 2025, men kan muligvis blive offentliggjort allerede ved Galaxy Unpacked den 22. januar.

Se også: Top 5: De absolut bedste Samsung-mobiler

Alternativer til Samsung Galaxy S25 Slim

Der findes kun få smartphones på markedet, der er lige så tynde som den kommende Samsung Galaxy S25 Slim.

De tyndeste smartphones, der er tilgængelige i dag, er alle foldbare modeller, herunder Samsung Galaxy Z Flip6 (6,9 mm) og Motorola Razr 50 Ultra (7,0 mm).

Se også: Seneste nyt om Android og iOS