Samsung Galaxy Z Fold 2: Ny foldbar mobil med massive forbedringer

Samsung er klar med den nye foldbare mobil Galaxy Z Fold 2, som er en kraftig forbedring fra den oprindelige Galaxy Fold.

Samsung Galaxy Z Fold 2: Ny foldbar mobil med massive forbedringer

Galaxy Z Fold 2 er efterfølgeren til den første Galaxy Fold, som Samsung lancerede i februar 2019, men som var ramt af en del børnesygdomme, og som derfor blev opdateret i september 2019.

Samsung fører idéen videre fra sidste års foldbare mobil, men forbedrer den på flere afgørende punkter, så den nye Galaxy Z Fold 2 er et markant bedre bud på en foldbar mobil, der kan give en helt særlig brugeroplevelse.

Læs også: Samsung lancerer Galaxy Note 20 og Note 20 Ultra

Mere moderne design og større ydre skærm

Samsung har især forbedret den nye Galaxy Z Fold 2 i forhold til forgængeren, når det kommer til skærmene. Væk er det store, klodsede hak i øverste højre del af skærmen i den oprindelige Fold, og i stedet har Samsung udstyret telefonen med en AMOLED-skærm i det såkaldte Infinity-O-design.

Der er med andre ord kun et lille rundt, hul i den indre skærm til selfiekameraet, hvilket er langt mere diskret end i den første foldbare mobil.

Den indre skærm er også blevet større. Fra at være 7,3 tommer i den første Galaxy Fold måler den nu 7,6 tommer. Det er dog især den ydre skærm, som er vokset. I den første Fold var den ydre skærm kun 4,6 tommer stor, og pladsen så ikke ud til at være brugt optimalt.

Det er den til gengæld i den nye Galaxy Z Fold 2, hvor den ydre skærm er hele 6,2 tommer. Også denne har et Infinity-O-design med et lille hul til selfiekameraet.

Samsung oplyser, at Galazy Z Fold 2 kommer i de to farver Mystic Black og Mystic Bronze. Meget mere ved vi faktisk ikke på nuværende tidspunkt.

Læs også: Samsung Galaxy Tab S7 og S7+: Nu med 120 Hz-skærme og bedre S Pen

Samsung Galaxy Z Fold 2: Dansk pris og tilgængelighed

Der er ingen meldinger om danske priser og dansk tilgængelighed endnu. Dem vil Samsung først melde ud i løbet af september. Det er dog ikke utænkeligt, at den vil komme til Danmark. Det gjorde sidste års Galaxy Fold i hvert fald, hvor den kom til at koste svimlende 15.900 kroner.

Se også: Find de bedste priser på Samsung-telefoner