Xiaomi 12S Ultra har et vanvittigt kamera

Xiaomi 12S Ultra har et ekstremt stort kamera udviklet sammen med Sony og Leica - se specifikationer og pris på den nye vilde telefon.

Xiaomi 12S Ultra har et vanvittigt kamera

Der har været store forventninger til Xiaomi 12S Ultra, der netop er blevet lanceret. Den primære årsag er samarbejdet med Leica og det faktum, at kameraet bliver udstyret med en 1 tommer stor IMX989-sensor fra Sony.

Bedste kameramobil

Hvis man mener, at hovedkamereaet er det mest imponerende, der hidtil har været i en mobil, så er det svært at argumentere imod.

Hovedkameraet er på 50 megapixel og er udstyret med Sonys flagskib-kamerasensor på 1 tommer, IMX989-sensoren.

Dette er den største billedsensor på nogen smartphone. Leica bidrager med deres ekspertise inden for billeder, både når det gælder optikdesignet og softwaren. Objektivet foran den 1 tommer sensor fjerner trælse ting som flare, kromatisk aberration og ghosting.

xiaomi 12s ultra kamera leica sony

Særlige Leica-indstillinger

Softwaremæssigt er der to fotografiske stilarter – “Leica Authentic Look” og “Leica Vibrant Look”. Det autentiske look sigter mod et naturligt billede med fokus på lys- og skyggekontrast og tilføjer dybde til billeder.

Leica Vibrant Look giver billeder med lidt ekstra smæk på og derudover er der Leica-filtre – Leica Vivid, Leica Natural, Leica BW Natural og Leica BW High Contrast.

De to andre kameraer på bagsiden af Xiaomi 12S er på 48 megapixel. Når det gælder zoom, er der 5x optisk zoom

Xiaomi 12S Ultra kan optage JPEG eller HEIF i 8-bit samt 10-bit DNG RAW-filer i 10-bit med en indlejret profil til Adobes Lightroom.

Se også: De bedste kameratelefoner

Understøtter video med Dolby Vision HDR

På videosiden er Xiaomi 12S Ultra den første Android-telefon, der understøtter Dolby Vision HDR-optagelse. Videoer kan optages i op til 4K-opløsning.

Øvrige specifikationer for Xiaomi 12S Ultra

Xiaomi 12S Ultra har en 6,73 tommer stor Super AMOLED skærm med 2K- opløsning på 3.200 x 1.440 pixel. Skærmen kan automatisk opdatere refresh rate mellem 1 Hz til 120 Hz. Skærmen er med Corning Gorilla Glass Victus.

Batteriet på 4.860 mAh understøtter 67W kablet og 50W trådløs opladning.

Xiaomi 12S Ultra drives af den nye Snapdragon 8+ Gen 1 med enten 8 GB eller 12 GB RAM og 256 GB eller 512 GB UFS 3.1-lagerplads.

xiaomi 12s ultra

Stereohøjttalerne er tunet af Harman Kardon og har understøttelse af Dolby Atmos. Softwaren i telefonen er Android 12 med MIUI 13 trukket henover. Formentlig får telefonen tre store Android-opdateringer og sikkerhedsopdateringer i fire år.

Xiaomi 12S Ultra vejer 225 g og er IP68-vand- og støvafvisende. Den fås i Classic Black og Verdant Green med en læderlignende finish på bagsiden.

Se også: Sammenlign priser på telefoner

Pris på Xiaomi 12S Ultra

I Kina koster telefonen fra det, der svarer til 6.400 kroner. Desværre har Xiaomi bekræftet, at den ikke kommer til at være tilgængelig uden for Kina – vi krydser fingre for, at det kun er en midlertidig beslutning.