Afstemning: Hvilken producent er først klar med Android 10?
Det ser ud til at Google er klar med Android 10 allerede i næste uge, hvorefter virksomhedens egne Pixel-telefoner vil kunne opdateres. Ofte går der længe inden alle de andre smartphoneproducenter er klar til at rulle store softwareopdateringer ud, selvom de med årene er blevet betydeligt hurtigere.
Denne gang har Google arbejdet tæt sammen med flere producenter og har udviklet værktøjer, der skulle gøre Android-opdateringer lettere end nogensinde. Heriblandt Project Treble. Spørgsmålet er hvem der kommer først over målstregen.
Android 10 byder på masser af spændende nyheder: Nyt mørkt tema, bedre kontrol over placering, understøttelse af foldbare enheder, hurtigere deling af indhold, 5G support, bedre sikkerhed og meget mere.
Både Nokia og Huawei har meldt ud, at de ret hurtigt vil være klar – hvis alt går vel i hvert fald. Huawei er blevet udfordret af USAs handelsforbud, men det burde ikke påvirke allerede lancerede produkter. Måske kan netop dette få Huawei til at prioritere Android 10 udgivelsen ekstra højt.
Læs også: Huawei Mate 30 må ikke lanceres med Googles apps og tjenester
Flere Nokia og Motorola telefoner er udstyret med Android One, hvilket gerne skulle give dem en fordel i ræset. Samsung har til gengæld nydt godt af Huaweis udfordringer med USAs handelsministerium, og måske vil de gerne vise, at de kan levere hurtige softwareopdateringer.
Hvem tror du bliver først med Android 10, efter Google selv? Deltag i afstemningen herunder.