Apple Intelligence: Her er Apples længe ventede AI-funktioner i iOS 18

Med Apple Intelligence er Apples iPhone smartere end nogensinde. Se alle de nye AI-funktioner i iOS 18, og hvilke iPhone-modeller der understøtter Apple Intelligence.

Apple Intelligence: Her er Apples længe ventede AI-funktioner i iOS 18

Apple har præsenteret Apple Intelligence – Apples navn for et væld af nye AI-funktioner, som finder vej til særligt iPhone.

Vi kigger i denne artikel nærmere på alle de nye AI-funktioner, som kommer til iPhone som en del af iOS 18.

Apple Intelligence giver helt nye muligheder med AI

En af de nye funktioner takket være Apple Intelligence er helt nye skriveredskaber, der kan omskrive, korrekturlæse og sammenfatte tekster på tværs af iOS 18. Funktionen er tilgængelig på tværs af mange af Apples apps og vil også være tilgængelig for tredjepartsapps.

Med Apple Intelligence kan man skabe unikke fotos, og fordi Apples AI ved, hvordan dine kontaktpersoner ser ud, kan du skabe unikke billeder, der ligner dem.

iOS 18 kan også gennemføre handlinger på dine vegne, så du kan foretage mere på kortere tid. Apple Intelligence er baseret på dine personlige oplysninger og kontekst. Det gør det muligt at bygge mere brugbare AI-løsninger, hævder Apple.

Apple Intelligence har fokus på dit privatliv

AI er dybt integreret i Apples enheder, men det sker – ikke overraskende – ikke uden stort fokus på privatliv.

Apple Intelligence kan få adgang til store mængder af brugerens personlige data, men det sker uden softwaren kender til indholdet af dem, fordi dataene behandles lokalt på enhederne modsat mange andre AI-løsninger, der er afhængige af cloudbaserede AI-løsninger.

Mange af Apples modeller altså kører lokalt på telefonerne takket være de lynhurtige chips i Apples iPhone, men i nogle tilfælde anvender iOS 18 også cloudbaserede AI-databearbejdning.

Apple har til det formål skabt ”Private Cloud Compute”, som er Apples måde at sige på, at også Apple til tider bruger cloudbaseret AI – dog med stort fokus på samtidig at beskytte brugernes privatliv. Derfor bruger Apple særlige AI-servere i egne datacentre, så it-giganten har styr på håndteringen af brugernes data.

Data er aldrig opbevaret og bruges kun for ens specifikke dataanmodninger, hævder Apple. Tredjeparter kan endda få adgang til at verificere Apples påstande.

Siri får gigantisk AI-overhaling og nyt look

Siri har i mange år været bag efter konkurrenterne, men nu giver Apple endelig stemmeassistenten en ordentlig overhaling med AI. Siri bliver mere naturlig, kontekstuel relevant og mere personlig. Ja, Apple kalder det sågar en ny æra inden for Siri.

Siri har også fået et nyt udseende og brugerflade. Nu vises Siri som en farvet kant rundt om skærmen, der pulserer, når man taler til hende.

Man kan fortsat skrive med Siri ved at trykke to gange på navigationsbjælken. Man kan desuden nu nemt skifte mellem tale og skrive til assistenten.

Selv hvis man ikke ved præcist hvad man søger efter, kan man beskrive det, og Siri prøver at forstå, hvad man mener.

I løbet af det næste år bliver der udrullet flere funktioner til Siri, oplyser Apple.

Siri bliver også i stand til at forstå og analysere, hvad du aktuelt ser på skærmen, når du snakker med Siri. Dermed kan Siri give mere præcise svar.

Siri kan også foretage et væld af nye handlinger på tværs apps.

Personlig kontekst: Siri indekserer brugernes indhold såsom hotelbookinger, beskeder, links brugt i beskeder og meget mere. Det giver Siri en enorm indsigt i, hvad brugeren har foretaget. Siri kan for eksempel finde et gammelt foto af dit kørekort og automatisk finde det frem fra Fotos for at indsætte oplysningerne i en formular.

Hvis man spørger Siri ”hvornår lander min mor?”, kan Siri tjekke efter beskeder fra moren og sammenholde flyafgangen med aktuelle flyoplysninger.

Genmoji: Lav unikke emojis med AI

Med en Genmoji kan man skabe unikke emojis med AI, blot ved at give en prompt.

Man kan også skabe en Genmoji med personer fra ens kontakter.

Generer egne fotos med Image Playground

Med Image Playground kan man generere sine helt egne fotos med generativ AI. Når man vælger et tema, skaber Apple Intelligence et udkast af et foto. Billedgenereringen sker samtidig lokalt på enhederne – noget der er afhængig af cloudbaserede AI-løsninger hos konkurrenterne.

Man vil se forslag til billeder, der bruger konteksten, som Apple Intelligence har.

ChatGPT er indbygget i iOS 18

iOS 18 integrerer også understøttelse af ChatGPT-4o. Siri understøtter ChatGPT, så hvis der er noget, som Siri ikke kan svare på, vil den selv foreslå at sende prompten videre til ChatGPT.

Du kan også tage et foto med Siri, og hvis du vil bruge ChatGPT’s egenskaber til at analysere billedet, kan Siri også dele billedet med ChatGPT.

Gennem iOS 18 er der gratis adgang til ChatGPT-4o, og dataene bliver ikke delt med OpenAI.

Apple har også planer om at understøtte andre AI-chatbots i fremtiden.

Apple Intelligence virker kun på iPhone 15 Pro og på engelsk

Der er stærkt begrænset adgang til Apple Intelligence – i hvert fald hvis man er iPhone-bruger i Danmark. Det er for det første kun iPhone 15 Pro og iPhone 15 Pro Max, som understøtter Apple Intelligence. Det kræver naturligvis også iOS 18, som ruller ud i efteråret, at bruge Apple Intelligence.

Derudover er Apple Intelligence kun tilgængelig, hvis man ændrer enhedssproget i iOS 18 til Engelsk (USA). Udvalgte AI-funktioner vil dog finde vej til andre sprog. Om nogle af Apple Intelligence-funktionerne bliver tilgængelige i Danmark, er endnu for tidligt at sige.

Læs mere om, hvordan du downloader iOS 18 til din iPhone allerede nu, og se også hvilke iPhones der understøtter iOS 18.

Artiklen opdateres …