Kritisk fejl på nye iPhones: Apple udsender hasteopdatering
Apple har netop rullet en ny hasteopdatering ud til iPhones, der retter en kritisk fejl, hvor enhederne ikke kan oplades.
Se også: Bedste mobiltelefon til prisen
Opladningen svigter på de nyeste modeller
Den nye softwareopdatering har fået versionsnummeret iOS 26.5.1, og selvom der er tale om en mindre opdatering, er den yderst vigtig for ejere af de nyeste telefoner.
Opdateringen er nemlig målrettet specifikke problemer på iPhone 17 og den ultratynde iPhone Air.
Ifølge Apples egne noter retter opdateringen en fejl, som angiveligt kun har ramt nogle brugere. Alligevel er fejlen altså så udbredt, at Apple må udsende et hasteopdatering ud – det er typisk først noget de gør, når der er relativt mange, der har samme problem.
Problemet opstår, når batteriet på disse specifikke modeller er næsten helt drænet for strøm.
I disse tilfælde har telefonerne nægtet at modtage strøm via et ladekabel – man har simpelthen ikke kunnet lade dem op.
Se også: De absolut bedste iPhones
Rammer også de nyeste Macs
Det er dog ikke kun telefonerne, der har haft brug for en hurtig kærlig hånd før Apples store udviklerkonference, der løber af stablen i næste uge.
Apple har samtidigt udsendt macOS 26.5.1, som er rettet mod computere med de helt nye M5-processorer.
Her har især erhvervsbrugere oplevet, at computerne pludseligt og uventet lukkede helt ned. Dette skete primært, når maskinerne brugte bestemte typer af netværksværktøjer til indholdsfiltrering.
Selvom du måske ikke personligt har oplevet, at din iPhone 17 nægter at lade op, eller at din nye Mac lukker uventet ned, er anbefalingen, at man altid bør installere nyeste rettelser med det samme, da de typisk også lukker sikkerhedshuller i samme omgang.
Se også: De bedste iPhones til prisen