Mange Samsung-telefoner har manglet softwareopdateringer i månedsvis

Mange smartphones fra Samsung har ikke modtaget Google Play-systemopdateringer i mange måneder - og det er ikke første gang.

Mange Samsung-telefoner har manglet softwareopdateringer i månedsvis

Ifølge det Samsung-fokuserede medie Galaxy Club er systemopdateringer af Google Play-tjenester ikke rullet ud til en lang række Samsung Galaxy-telefoner i månedsvis.

Opdateringerne kommer direkte fra Google og forbedrer funktioner i Googles tjenester. Der kan være tale om både mindre og større opdateringer. En opdatering, der kom for nylig, tilføjede for eksempel en systemfunktion, så man kan scanne en QR-kode for at lægge et boardingkort i appen Google Wallet. Google Play-opdateringerne kommer dog også med sikkerhedsrettelser, og disse opdateringer kører separat fra de normale systemopdateringer og sikkerhedsopdateringer.

Læs også: Kritisk fejl i Google Chrome – opdater straks browseren

Mange Samsung-telefoner ikke opdateret i flere måneder

Nogle af de Samsung-enheder, som ser ud til at mangle opdateringerne fra Google, er dyre modeller som Galaxy S23 og Galaxy Z Fold5. Begge telefoner samt mellemklassemobilen Galaxy A33 fik den seneste opdatering af Google Play 1. juli 2023. Samtidig med at disse telefoner ikke har fået de forventede Google Play-opdateringer, er Samsung i gang med at sende den store systemopdatering med One UI 6.0 og Android 14 ud til en række Galaxy-telefoner.

Helt slemt står det til med Galaxy S20-serien, der ikke har fået opdatering af Google Play-tjenesterne siden 1. maj.

Når så mange forskellige modeller har så mange forskellige versioner af Googles tjenester, må der næsten være tale om en fejl et eller andet sted. For et år siden skete nøjagtig det samme. Siden begyndte opdateringerne lige pludselig at rulle ud igen, som om, Samsung blev mindet om, at der var noget, producenten havde glemt.

Læs også: Advarsel: Slet straks disse Android-apps fra din mobil

Se om du mangler opdateringer på din mobil

Nogle modeller kan man opdatere til en nyere version manuelt. Google Play-tjenesterne kan for eksempel opdateres til versionen fra 1. november på en Galaxy A52-telefon, mens Galaxy A53 kan opdateres til versionen fra 1. september. Galaxy A34 kan få versionen fra 1. august, mens Galaxy S22 og S21 an opdateres til systemopdateringen fra 1. oktober.

For at se, hvornår din Samsung Galaxy-enhed modtog den seneste opdatering af Google Play, skal du åbne appen “Indstillinger”. Klik nu på “Sikkerhed & fortrolighed”. Klik nu på “Opdateringer” og “Google Play-systemopdatering”. Her kan du se, hvornår du sidst har modtaget en opdatering af Google Play-tjenester.

Du kan gennemtvinge et tjek af tilgængelige Google Play-systemopdateringer ved at klikke på datoen. Er der en opdatering tilgængelig, vil telefonen bede om at blive genstartet.

Læs også: Samsung Galaxy S23 FE klar til salg – men er prisen god nok?