Mobiludviklere afsiger dødsdom over Symbian
Det er alt for besværligt at udvikle applikationer til Symbian-mobiler. Det viser en rundringning, som ComputerSweden har lavet blandt de svenske udviklere.
Den generelle opfattelse er således, at det er meget enklere at udvikle programmer til iPhone, Android og Windows Mobile.
– “Det tager cirka seks gange så lang tid at udvikle til Symbian. For udviklere er Symbian virkelig langt bagefter,” lyder det blandt andet fra Henrik Wirén, der er vicepræsident for udviklerne hos The Institution.
Teknikchef Aaron Adiri er ligeledes kritisk over for platformen.
– “Nokia kommer fortsat til at kæmpe for Symbian. Men Symbian er på vej til at dø,” siger Aaron Adiri ifølge ComputerSweden.
De svenske udviklere lægger sig dermed i slipstrømmen på danske Martin Løbger fra HiQ, der for nylig udtalte i Computerworld, at Symbian er en kompleks og svær platform, der dog også er svær at komme udenom på grund af den store udbredelse.
Ifølge Olof Hägerstrand, der er vicepræsident hos det svenske udviklingsfirma Quedro, gør den besværlige udviklingsproces det svært for Nokia at få udviklerne til at satse på Ovi Store.
– “Nokia har ikke en god distributionskanal. Det er ikke lykkedes at få Ovi til at slå igennem,” siger Olof Hägerstrand til Computer Sweden.
Ifølge Nokia Sverige er der omkring 5.500 forskellige applikationer at vælge imellem, når man kigger på de mest populære Nokia-mobiler. Til sammenligning findes der over 100.000 applikationer i Apples App Store.