Apple har lanceret en ny magnetisk opladerdock til Apple Watch
Uden den store ståhej har Apple lanceret en ny trådløs opladerdock til Apple Watch. Den magnetiske oplader erstatter den tidligere version, og er selvfølgelig tilgængelig via Apples online-butik.
Læs også: Spotify endelig klar til Apple Watch
Prisen for opladeren ligger på 629 kroner, og den er kompatibel med alle versioner af Apple Watch, lige fra det ældste til det nyeste.
Hvilke forbedringer den nye opladerdock har i forhold til den gamle er ikke specificeret nogen steder. Men man må formode, at hardwaren på en eller anden måde har fået en opgradering, siden Apple vælger at lancere den. Umiddelbart ser den tidligere model ud til at være taget helt af markedet, i hvert fald er den ikke at finde på Apples hjemmeside. Den magnetiske opladerdock er heller ikke tidligere blevet varslet på nogen måde, så det tyder altså bare på, at Apple blot har forbedret modellen og derfor ikke ser grund til at fortsætte med den gamle.
Læs også: Test: Apple Watch 4 – Mangler det vigtigste
Opladeren tilsluttes via Lightning-kabel til en 5W adapter og kan både oplade uret liggende og stående på siden. Tilslutning af uret foregår via samme slags induktive platform som urets medfølgende oplader også bruger. Så snart det bliver tilsluttet går uret i det såkaldte nightstand-mode, som blandt andet gør, at man kan bruge uret som vækkeur.