Google Fotos får længe ventet funktion
Google Fotos har introduceret en ny og praktisk funktion til Android-brugere: muligheden for hurtigt at spejlvende fotos.
Funktionen findes under redigeringsværktøjet. Åbn blot et foto og tryk på “Rediger”. Vælg nu “Beskær” og klik på spejlvend-ikonet, som er det tredje ikon fra venstre. Herefter kan du gemme billedet som en kopi eller overskrive originalen.
Se også: Smartphones med de bedste kameraer
Giver flottere selfies på Android-telefoner
Det kan synes som en lille nyhed, men faktisk løser den et reelt problem på mange Android-telefoner. Nogle Android-telefoner tager selfies spejlvendt i forhold til, hvordan du er vant til at se dig selv i spejlet. Billederne vises derimod på den måde, som andre ser dig.
Men måske vil du gerne se dine selfies på samme måde, som du er vant til at se dig selv. Med Google Fotos kan du altså nu nemt korrigere dine billeder, så de matcher, hvad du faktisk så i kameraets søger og i spejlet.
Dermed slipper du for at bruge en tredjepartsapp til at klare en ellers meget simpel opgave.
Se også: Hvordan finder jeg den bedste kameramobil?
Perspektivering
Google Fotos’ nye spejlvendingsfunktion kommer kun til Android og ikke iOS. Det er heldigvis heller ikke noget problem, da Apple for længe siden introduceret en lignende funktion direkte i kameraappen på iPhone.
Du spejlvender selfies på iPhone ved at gå til “Indstillinger” og vælge “Kamera”. Slå derefter “Spejlvend forsidekamera” til.
Se også: Tips til telefoner