Huawei driller Apple efter uheldig Face ID-demonstration
Da Apples softwarechef, Craig Federighi, gik på scenen for en uge siden under præsentationen af den nye iPhone X og skulle demonstrere, hvordan det nye, smarte Face ID-ansigtsgenkendelse virkede, gik det ikke helt, som det skulle.
Læs også: Huawei Mate 10 afsløres den 16. oktober
Han måtte straks ty til en backuptelefon, og så lykkedes det ham at låse telefonen op med sit ansigt. Episoden har efter Apples event ledt til en del spekulationer om, hvorvidt det var det rigtige at skrotte Touch ID til fordel for Face ID i den 10.000 dyre iPhone X.
Oven på den uheldige begivenhed gør Huawei nu grin med det besvær, som Craig Federighi havde med at få den nye ansigtsgenkendelse til at virke. På Facebook har Huawei Mobile delt et opslag med en 12 sekunder lang video. Den viser den nye iPhone X, hvor en klovn forsøger at låse en skærm op med ansigtsgenkendelse – hvilket ikke lykkes efter længere tids venten. Om klovnen er en karikeret udgave af Craig Federighi, lader Huawei være usagt.
Som tekst til videoen skriver Huawei: ”Lad os se det i øjnene. Ansigtsgenkendelse er ikke for alle og enhver”. Efter sekvensen med klovnen fortsætter videoen med hashtagget #TheRealAIPhone og datoen 16. oktober 2017.
Mate 10 får processor med indbygget kunstig intelligens
Huawei er – ikke overraskende – af den overbevisning, at den kommende Mate 10 udnytter kunstig intelligens bedre end Apples iPhone X, som også bruger kunstig intelligens – eller AI – til de nye Animojis og Augmented Reality-apps.
Ligesom Apples nye A11 Bionic-processor har den for nyligt lancerede Kirin 970-processor i Mate 10 nemlig også en såkaldt Neural Processing Unit (NPU) – altså en komponent, der ene og alene står for at køre et såkaldt neuralt netværk. Når det gælder beregninger inden for kunstig intelligens, kan NPU-delen i Kirin 970 foretage beregninger 25 gange hurtigere end CPU’en i SoC’en samtidig med at den er 50 gange mere strømbesparende.
Det er dog kun meget specifikke regneopgaver, en NPU kan foretage, og da Kirin 970 har de helt samme otte kerner i CPU’en som forgængeren Kirin 960, vil der formentlig ikke være de helt store forskelle ydelsesmæssigt.
Læs også: Nu er Huawei verdens andenstørste mobilproducent
Hvad angår brugeroplevelsen, vil NPU’en Kirin 970 muligvis gøre en større forskel, da det forlyder, at Huawei vil bruge den kunstige intelligens til at analysere brugerens adfærd og vaner og derigennem kunne forudsige, hvordan processorens ressourcer bedst kan fordeles og dermed forbedre brugeroplevelsen.
— HuaweiMobileAu (@HuaweiMobileAU)
Drillede også Samsung for en måned siden
Det er ikke første gang, at Huawei bruger konkurrenternes produkter i markedsføringen af den kommende Mate 10.
Så sent som for en måned siden udgav Huawei i Australien en teaser på blandt andet Twitter, hvor der ses silhuetten af Mate 10 med hashtagget #BeyondTheGalaxy og teksten ”Velkommen til dualkamera-familien”.
Tweetet blev udgivet lige efter Samsung havde offentliggjort Galaxy Note 8 og var altså en venlig påmindelse til Samsung om, at de tog sig lang tid om at lancere den første smartphone med et dualkamera.
Efterfølgende om temaet
Meget er sket siden vi bragte artiklen. mobilsiden kunne ikke slippe historien. Efterfølgende d. 3/8/2017 publicerede vi en nyhedsartikel med fokus på Microsoft opgiver formelt at sælge smartphones og mobiler – Den videre historie om temaet finder du her. De seneste nyheder om temaet kan du læse her.