Husker du Flappy Bird? Det virale spil vender tilbage

Et af de måske mest afhængighedsskabende og virale spil, Flappy Bird, bliver i 2025 relanceret til iOS og Android.

Husker du Flappy Bird? Det virale spil vender tilbage

Et selvbeskrevet ”team af passionerede fans, der er engageret i at dele spillet med verden”, oplyser, at de har sikret sig rettighederne til det ikoniske mobilspil Flappy Bird, som levede en kort, men omtumlet tilværelse.

Udvikleren bag spillet fjernede det fra App Store og Google Play allerede mindre end et år efter, at det blev udgivet, men nu vil ”The Flappy Bird Foundation Group” relancere spillet på Android og iOS i 2025.

Det er uklart, om den oprindelige skaber af Flappy Bird, Dong Nguyen, er en del af spillets relancering. Flappy Bird Foundation oplyser, at man har sikret sig rettighederne til spillet fra virksomheden Gametech, LLC, som ikke er forbundet med Dong Nguyen.

Efter Flappy Birds pludselige lukning i 2014 begyndte kloner at oversvømme app-butikkerne, mens virksomheder forsøgte at få fat i varemærket. Selv om Dong Ngyuen dengang udtrykte interesse for at relancere spillet, kan Apples App Store-regler have forhindret ham i at gøre det.

Ifølge reglerne mister udviklere ejerskabet af en apps navn, når de fjerner den, og de kan ikke genlancere den under samme navn, hvis en anden udvikler bruger det.

Se også: Flappy Bird-udvikler har fået nok og fjerner spillet

Videreudvikling af det gamle Flappy Bird

Det nye spil vil indeholde den oprindelige Flappy Bird-figur, men fremtidige opdateringer vil introducere nye spiltilstande, figurer og ”massive multiplayer”-udfordringer”.

Den nye Flappy Bird-hjemmeside viser, hvad vi kan forvente, med en ny ”rival”-tilstand, hvor du kan udfordre 99 andre spillere, og en anden, hvor du skal skyde fugle gennem basketballkurve. Der er også nogle nye figurer som pingvinen ”Peng”, den regnbuefarvede mohawk ”Quirky” og robotfuglen “Tekno”.

Se også: Flappy Bird-kloner afvist

Et viralt spil, der imploderede

Flappy Bird er af de bedste eksempler på, hvor hurtigt et helt ukendt mobilspil kan gå viralt og forsvinde igen på ingen tid.

Spillet er et af de måske mest simple spil, som handler om, at man skal trykke på skærmen for at holde fuglen i luften og undgå, at den rammer forhindringer. Men fordi spillet var så svært, kunne selv den mindste fejl føre til, at man skulle starte forfra.

Da spillet toppede, blev der talt om det over alt på sociale medier, og der opstod memes om spillet. Og ufatteligt mange blev ramt af appens evne til at skabe en afhængighed – ja, en konstant lyst til at se, om man kunne gennemføre lidt mere af det meget svære spil.

Dong Nguyen tjente angiveligt 50.000 dollar om dagen på reklameindtægter fra spillet, men succesen blev hurtigt for meget for manden bag. Han blev overvældet over spillets success og den negative indvirkning, det havde på mange mennesker, som angiveligt blev besat af at prøve at slå egne og/eller andres rekorder.

”Jeg kan kalde Flappy Bird en succes for mig, men det ødelægger også mit enkle liv. Så nu hader jeg det,” lød det to dage før lukningen den 8. februar 2014.

Og sådan sluttede første kapitel om Flappy Bird, men snart får vi altså et nyt kapitel at se.

Se også: Anklager Pokémon GO for at være et efterretningsværktøj