Kritikken hagler ned over ny Rejseplan-app

En af Danmarks mest populære apps har fået et omdiskuteret redesign, som møder hård kritik fra pendlere. Men er der tale om et reelt tilbageskridt eller blot vanens magt?

Apps og sociale medier

Rejseplanen lancerede i sidste uge et omfattende redesign af deres app, men modtagelsen fra danske rejsende og pendlere er alt andet end positiv.

Kritikken hagler ned over både brugerfladen, overblikket og forsvundne funktioner.

Uoverskueligt design og manglende overblik

Mange oplever, at det nye design gør simple søgninger mere besværlige, da elementer og kort fylder så meget, at man kun kan overskue få rejseforslag ad gangen.

Samtidig påpeges det, at simple valg kræver ekstra tryk, mens centrale funktioner som afgangstavler og kortvisninger i realtid er blevet sværere at finde.

Også appikonet, der bortset fra farven er helt identisk med applikationerne Rejsebillet og rejsekort, får mange til at forveksle dem med hinanden på telefonens startskærm.

Læs ogsåRejseplanen får nyt design – fjerner stort irritationsmoment

Samme mønster ses hos udenlandske søster-apps

Kigger man ud over Danmarks grænser på den tyske softwareudvikler Hacon, som står bag den tekniske platform, er den lave brugertilfredshed ikke et isoleret fænomen.

Trafikapps udviklet til andre europæiske trafikselskaber høster lige så lave vurderinger fra deres brugere.

Kan du lide den nye Rejseplan-app?

 Indlæser ...

Apps som VGI App Ingolstadt, DB Busradar NRW, ExtraMove og DVGgo ligger alle på lave gennemsnitsbedømmelser i App Store og Play Butik.

Aktuelt er Rejseplanen faktisk Hacons bedste bedømte app med en bedømmelse på 3,7 i Play Butik og 3,5 i App Store. Det er dog uvist, om de reflekterer stormen af 1-stjernede anmeldelser, som appen har fået de seneste dage.

Vanens magt eller fejlslagent redesign?

Sker der en reel forringelse af brugeroplevelsen, eller er der blot tale om den klassiske modstand mod forandring, når en velkendt app eller hjemmeside drastisk ændrer udseende?

En del af kritikken handler utvivlsomt om tilvænning, da nye rutiner kræver tid.

Alligevel bemærker ualmindeligt mange i deres kritik, at den nye Rejseplan-app virker mistænkeligt “vibe-coded” – altså som om, at brugergrænsefladen er stykket sammen af et AI-kodeværktøj såsom Claude.

Brugergrænsefladen fremstår for mange som et generisk appdesign skabt ud fra overfladiske designtrends uden tilstrækkelig fokus på den reelle pendlerafhængige hverdag frem for en gennemtænkt løsning testet på en regnfuld busstation en tirsdag morgen.

Rejsekort & Rejseplan A/S hævder dog, at den nye app er blevet testet som pilotapp af 20.000 brugere inden lanceringen, men det er naturligvis ikke en garanti imod at lancere en fejlbehæftet og mislykket app.

Mobilsiden.dk har forelagt Rejsekort & Rejseplan A/S kritikken og opdaterer artiklen, når vi hører fra selskabet.