Meta dropper faktatjek af indhold på Facebook, Instagram og Threads
Metas administrerende direktør Mark Zuckerberg har annonceret en række gennemgribende ændringer af virksomhedens moderations- og indholdspolitik, som gælder for de sociale medier Facebook, Instagram og Threads.
Se også: Meta får milliardbøde: Facebook Marketplace er ulovlig
Overlader faktatjek af indhold til brugerne
Det hidtidige faktatjekprogram med uafhængige faktatjekmedier såsom Tjekdet i Danmark vil blive afviklet og erstattet af et brugerdrevet system, der minder om Community Notes på Elon Musks sociale medie X.
Mark Zuckerberg oplyser, at Meta vil ”gå tilbage til sine rødder” og fokusere på at reducere fejl, forenkle politikker og genoprette ytringsfriheden på sine platforme. Ændringen sker i første omgang kun i USA.
”Vi har bygget en masse komplekse systemer til at moderere indhold, men problemet med komplekse systemer er, at de begår fejl,” siger Mark Zuckerberg.
Ændringerne kommer, fordi moderering af indhold på sociale medier er blevet mere og mere politiseret. I USA har Republikanerne længe kritiseret Metas faktatjeksystem for at favorisere demokraterne.
Homoseksuelle og transpersoner må kaldes for “psykisk syge”
Meta vil også fjerne nogle retningslinjer omkring følsomme emner som indvandring og køn. De nye regler tillader kønsbaseret eksklusion fra rum som toiletter, skoler og støttegrupper samt indhold, der argumenterer for begrænsninger i job baseret på køn eller seksualitet – især med religiøs begrundelse.
Tidligere forbud mod dehumaniserende omtale af transpersoner og kvinder er fjernet, og Meta tillader nu indhold om emner som transgenderrettigheder, immigration og homoseksualitet.
Som en konsekvens af de lempelige retningslinjer er det for eksempel nu tilladt at kalde homoseksuelle og transpersoner for “psykisk syge”, skriver The Verge.
Mark Zuckerberg oplyser, at Meta vil justere sine indholdsfiltre, så de kræver meget større sikkerhed, før de fjerner indhold.
”Virkeligheden er, at det er en afvejning. Det betyder, at vi vil fange mindre dårligt indhold, men vi vil også reducere antallet af uskyldige menneskers indlæg og konti, som vi ved et uheld fjerner,” siger han.
Mark Zuckerberg peger på det nylige valg som en stor indflydelse på virksomhedens beslutning og kritiserer ”regeringer og traditionelle medier” for angiveligt at presse på for at ”censurere mere og mere”.
Dårligt nyt
Ændringen vil betyde, at indholdet på Facebook, Instagram og Threads vil få karakter af det indhold, som man finder på X. Du skal med andre ord vænne dig til, at en hårdere tone, flere ubegrundede påstande og polariserede synspunkter bliver tolereret på Metas sociale medier.
Den udvikling er dårligt nyt, mener Nicolas Fredriksen, der er analytiker på Mobilsiden.dk.
”Det er mega dårligt nyt for ytringsfriheden, demokratiet og lige ret til meningsdeling. At Meta nu går i X’ fodspor vil betyde, at jo mere rabiat et udsagn er, des mere eksponering vil det få,” siger Nicolas Fredriksen og tilføjer:
”Det er absolut på tide, at EU blokerer sociale medier fra både USA og Kina.”