Populær password-manager begrænser funktionerne: Her er 4 alternativer

LastPass vil have brugere af gratis-udgaven af den populære password-manager til at betale for Premium-udgaven. Men der findes flere gode og gratis alternativer til LastPass. Se 4 af dem her.

Populær password-manager begrænser funktionerne: Her er 4 alternativer

LastPass er den mest populære app og tjeneste til at holde styr på dine kodeord til apps og hjemmesider. Det skyldes særligt, at mange af de vigtigste funktioner er tilgængelige i gratis-udgaven af LastPass. Men det slutter 16. marts, hvor den gratis udgave af appen og programmet bliver gjort markant ringere.

I et blogindlæg oplyser LogMeIn, firmaet bag, at man ændrer forretningsmodellen på grund af appens stigende popularitet. LastPass har nu mere end 20 millioner brugere – og langt de fleste er formentlig ganske tilfredse med funktionerne i gratis-versionen. Men det tjener man ikke mange penge på, så derfor vil firmaet bag have flere brugere til at abonnere på LastPass Premium. Betalingsudgaven koster 22 kroner om måneden.

Den største begrænsning i den gratis udgave bliver, at man ikke længere kan bruge LastPass på mere end én type enhed ad gangen. Et typisk scenarie er, at en password-manager som LastPass er installeret på både ens smartphone og computer, så man har sine kodeord synkroniseret mellem enhederne.

Men det vil fra 16. marts ikke blive muligt, medmindre du abonnerer på LastPass Premium. LastPass vil nemlig kun tillade, at du bruger gratis-udgaven på én produkttype ad gangen. Du kan dog sagtens bruge den på flere smartphones på én gang – eller flere computere på én gang, men ikke to forskellige typer enheder (f.eks. en computer og en smartphone) samtidig.

Lige så snart nyheden om, at LastPass snart får forringet gratis-udgaven markant, begyndte mange brugere af afsøge alternativer.

Læs også: Google projekt vil mindske nødvendigheden af passwords

De bedste gratis alternativer til LastPass

Der findes mange gratis alternativer til LastPass, hvis du ikke ønsker at betale 22 kroner om måneden for LastPass Premium for at kunne holde styr på dine passwords på både mobil og computer samtidig.

1. Bitwarden

Det umiddelbart mest populære bud på et gratis alternativ til LastPass er Bitwarden – en anden stor spiller. Bitwarden udmærker sig ved at være open-source, så kildekoden kan granskes af alle. Bitwarden lader dig synkronisere et ubegrænset antal koder, notater og betalingskort mellem alle dine enheder. Du kan også generere nye, udfylde adgangskoder automatisk, sikre adgangskoder, ligesom der er mulighed for at køre Bitwarden over dit eget hjemmenetværk.

Der findes også en betalingsudgave af Bitwarden, hvor du blandt andet får 1 GB krypteret cloud-opbevaring og login med totrinsbekræftelse.

Bitwarden findes til iPhone, iPad, iPod touch, Android, Windows, macOS, Linux, Google Chrome, Mozilla Firefox, Opera, Microsoft Edge, Safari, Vivaldi, Brave og Tor Browser.

2. KeePass

KeePass udmærker sig også ved at være open-source, men brugeroplevelsen og brugerfladen er bestemt ikke nær så forfinet som i LastPass og Bitwarden. KeePass adskiller sig også ved, at tjenesten kører offline, så hvis du er bekymret for eventuelle sikkerhedsbrister fra cloud-synkronisering i alternativerne, er KeePass et godt valg. KeePass findes kun i en gratis-udgave.

KeePass kan downloades til Windows, Android, iPhone, iPad og iPod touch, macOS, Google Chrome, Linux og flere andre platforme.

3. LogMeOnce

Tredje gratis alternativ til LastPass er LogMeOnce, som lader dig synkronisere så mange adgangskoder, notater og betalingskort på tværs af enheder, som du har lyst til. Gratis-udgaven byder på nyttige funktioner såsom automatisk udfyldning af adgangskoder og tekstfelter, synkronisering, generering af nye, sikre adgangskoder og totrinsbekræftelse. Prisen for alle disse features er dog annoncer. LogMeOnce findes også en i betalingsudgave, som koster 15 kroner om måneden.

LogMeOnce kan downloades til iPhone, iPad, iPod touch, Android, Windows, macOS og Linux.

4. Zoho Vault

Zoho Vault tilbyder et enormt udvalg (16) af cloud-apps, hvor Zoho Vault Password Manager er en af dem. I gratis-udgaven kan du synkronisere et ubegrænset antal adgangskoder, notater og betalingskort. Du kan også bruge Zoho Vault fra både din mobil, tablet eller computer samtidig uden at skulle betale for det. Totrinsbekræftelse er også muligt, ligesom du kan få genereret nye, sikre kodeord.

Zoho findes i flere betalingsudgaver, som starter ved 7 kroner om måneden.

Zoho Vault findes til iPhone, iPad, iPod touch, Android, Google Chrome, Mozilla Firefox, Microsoft Edge, Brave og Vivaldi.

En password-manager som LastPass opbevarer dine logins sikkert i et krypteret boksrum (vault).

Hvad er en password-manager?

Er password-managere ukendt territorium for dig? Så læs med her – for der er faktisk utrolig mange gode grunde til at vælge en app og et program, der administrerer dine adgangskoder for dig.

Mange har svært ved at huske alle deres adgangskoder til de mange forskellige hjemmesider og apps, hvor man efterhånden har et login. Og løsningen ender ofte med at blive, at man kommer til at genbruge et eller flere kodeord, som man kan huske. Og så er det sker der også jævnligt, at man glemmer sine kodeord til de forskellige sites.

Med jævne mellemrum ser man også, at store, velkendte tjenester bliver udsat for sikkerhedsbrister, og at millioner af loginoplysninger bliver lækket. Eksempler på tjenester, der har fået lækket millioner af logins, er Adobe, Avast, Badoo, Bitly, Domino’s, Dropbox, Epic Games, imgur, Kickstarter, League of Legens, LinkedIn, MyFitnessPal, Patreon, Plex, Snapchat, Sony, tumblr, Vodafone og Yahoo. Genbruger man samme kodeord mange steder, er der derfor stor risiko for, at man kan få misbrugt sine loginoplysninger.

Password-managers tjener flere formål. Først og fremmest fungerer alle sammen ved, at du opretter ét stærkt såkaldt master password – altså det kodeord, du skal bruge for at få adgang til selve password manageren – ofte kaldet for ens boksrum (vault). Det er her, alle dine logins, eventuelle betalingskort og notater opbevares sikkert og krypteret.

De fleste password-managers tilbyder mulighed for at udfylde dine logins automatisk – både i apps og på hjemmesider. Idéen med password-managere er derfor, at du kører alle dine usikre logins igennem. Din password-manager kan genere et nyt, unikt og stærkt kodeord til hver hjemmeside, som du så typisk selv udskifte på hver enkel hjemmeside. Password-manageren tilbyder herefter at gemme dit nye login i din boks. Alternativt kan du manuelt tilføje dit nye login til samlingen.

Formålet med en password-manager er dermed, at du har unikke og stærke adgangskoder for hver enkel hjemmeside. Skulle uheldet ske, at en hjemmeside bliver hacket og dit login bliver lækket, er ingen af dine andre logins udsatte, fordi de har andre adgangskoder.

Uden en password-manager vil man sjældent have unikke adgangskoder til hver enkel hjemmeside. Og hvis man har, vil de typisk være nemme at gætte (eller at lave et såkaldt brute force-angreb på). Eller også er de skrevet ned i et usikkert dokument eller i en frit tilgængelig notesblok, hvilket ikke kan anbefales.

En password-manager giver dig altså utrolig høj sikkerhed for alle dine logins. Samtidig sparer du en masse tid og besvær, fordi du ikke længere skal tænke over, hvad dit kodeord nu er til en bestemt side. Det eneste kodeord du skal huske er dit master-kodeord, fordi password-manageren som regel kan udfylde alle de andre automatisk.

Flere nyheder i sagen

Vi prøvede, men vi kunne ikke lade sagen ligge. Daniel Søgaard Hald fandt det relevant at følge op på temaet. 19/1/2021 fulgte redaktionen op med historien; Apple-leverandør Foxconn bygger gigantfabrik i VietnamKlik her for fortsættelsen.. Temaet er stadig aktuelt. Klik her for at læse seneste nyt..