Samsung opdaterer egen app store og vil ud af Google Play skyggen
Samsung har opdateret deres App Store med et nyt design og et nyt navn, Samsung Galaxy Apps. De forsøger at sætte større fokus på eksklusivt indhold med rabatter og diverse salgsfremmende tilbud.
– Samsung: lavere efterspørgsel skader indtjeningen
Samsungs app store er tilgængelig fra alle Galaxy smartphones og tablets. Ifølge dem selv tæller dette 130 millioner brugere, omend mange måske ikke har skænket det en tanke idet Google Play formentlig opfylder behovet for de fleste.
Det er et problem Samsung er klar over og påpeger at Samsung Galaxy App store indeholder hundredvis af eksklusive apps som er designet specielt til Samsung Galaxy enheder. Disse specielle applikationer udnytter Samsungs SDK til at virke med features som multi windowing, S Pen og Samsungs interne netværk mellem deres udvalg af husholdningsapparater.
Det opdaterede design har flere muligheder for at organisere applikationer efter dato og popularitet, og indeholder desuden en sektion udelukkende til de specielle Galaxy apps.
Den opdaterede app store er et forsøg på at skille sig ud på andet end prisen på deres smartphones og tablets. Men den lever unægteligt i skyggen af Google Play, hvilket gør det mere end svært at skabe fodfæste.
Det kan dog forventes at deres egen app store vil få mere betydning når deres Tizen enheder begynder at rulle ud, den første er som bekendt på vej til Rusland.
Kilde: The Next Web