Fra ikonisk klaptelefon til foldbar frontløber: Historien om Motorolas razr

Motorola har været en af de mest innovative mobilproducenter gennem årene. Det startede for alvor med den første Razr, den første rigtig slanke foldbare telefon.

Seneste nyheder

For godt 20 år siden gjorde Motorola mobiltelefonen til et modeobjekt. I 2004 kom RAZR V3 med sit ultratynde design, metalfinish og karakteristiske klapformat, og den blev hurtigt en af de mest ikoniske mobiltelefoner nogensinde.

Men Motorola stoppede ikke ved nostalgi. Da foldbare smartphones begyndte at blive en realitet, valgte virksomheden at genopfinde RAZR til en ny generation. I 2019 præsenterede Motorola den første moderne vertikalt foldbare smartphone, som kom på markedet i 2020.

Dermed blev den klassiske klaptelefon transformeret til noget helt andet: en fuldgyldig smartphone, der kunne foldes sammen og blive markant mindre. Det er en filosofi, Motorola stadig bygger videre på.

Se også: De bedste foldbare telefoner 2026

Motorola gjorde foldbar teknologi menneskelig

De første foldbare smartphones handlede i høj grad om at bevise, at teknologien kunne lade sig gøre. Motorola valgte en anden tilgang.

I stedet for at tage en tablet og gøre den mindre fokuserede virksomheden på noget, de fleste allerede kendte: den klassiske fliptelefon. Resultatet var en smartphone, der kunne foldes sammen til en kompakt størrelse, men stadig åbnes til en almindelig smartphone med stor skærm.

En af de største tekniske udfordringer var hængslet. Motorola udviklede et såkaldt zero-gap-hængsel, der gjorde det muligt at lukke telefonen næsten helt fladt sammen. Samtidig blev den fleksible skærm foldet i en mere naturlig dråbeform frem for at blive bøjet skarpt på midten.

Det reducerede belastningen på skærmen og var med til at gøre den foldbare konstruktion mere praktisk. Hængslet blev dermed ikke bare en mekanisk detalje, men en afgørende del af hele brugeroplevelsen.

Fra eksperiment til hverdagstelefon

De efterfølgende generationer af razr handlede i høj grad om at fjerne kompromiserne. Motorola forbedrede hængslet, styrkede konstruktionen, arbejdede med mindre synlige folder i skærmen og forbedrede både kameraer og ydelse. Med razr 40-serien blev den ydre skærm samtidig langt mere interessant.

Den var ikke længere blot et sted, hvor man kunne se klokkeslæt og notifikationer. Motorola gjorde det muligt at bruge apps direkte på den ydre skærm. Dermed kunne brugeren svare på beskeder, styre musik, se informationer og udføre andre opgaver uden at åbne telefonen. Den moderne razr begyndte at ændre selve måden, man bruger en smartphone på.

Med razr 50-serien fortsatte udviklingen. Den eksterne skærm voksede til 3,6 tommer, og Motorola fokuserede yderligere på AI, kameraoplevelser og funktioner, der udnytter telefonens fleksible form.

Hvorfor overhovedet vælge en foldbar telefon?

Det oplagte spørgsmål er naturligvis: Hvad får man egentlig ud af at kunne folde sin smartphone?

Den første fordel er størrelsen. En razr kan foldes sammen og fylder væsentligt mindre i lommen end en traditionel smartphone med tilsvarende stor skærm. Det er en lille ting, men i hverdagen kan det gøre en overraskende stor forskel.

Den anden fordel er den ydre skærm. Du behøver ikke nødvendigvis åbne telefonen for at gøre simple ting. Beskeder, musik, navigation og andre apps kan håndteres direkte på ydersiden på nyere razr-modeller. Det betyder samtidig, at du ikke automatisk bliver trukket ind i en stor skærm, hver gang telefonen kommer op af lommen.

Motorols Razr Fold

Og så er der kameraet. Når telefonen kan stå eller foldes i forskellige vinkler, bliver det lettere at tage billeder og video uden stativ. Det giver blandt andet mulighed for håndfri optagelser, anderledes kameravinkler og selfies med hovedkameraet, mens motivet kan ses på den ydre skærm.

Foldbar teknologi handler altså ikke kun om at kunne folde telefonen. Den ændrer også nogle af de måder, telefonen kan bruges på.

razr 70 ultra viser, hvor langt teknologien er nået

I dag er motorola razr 70 ultra et eksempel på, hvor langt Motorola har udviklet konceptet.

Telefonen har en 4,0-tommer ekstern skærm, hvor man kan køre komplette apps, svare på beskeder, bruge kort, styre musik og meget mere uden at åbne telefonen. Den ydre skærm har desuden 165 Hz opdateringshastighed.

Samtidig har Motorola fortsat arbejdet med kamera, AI, design og holdbarhed. Telefonens foldbare format kan bruges aktivt til fotografering, mens Flex View gør det muligt at placere telefonen i forskellige vinkler.

Det er et tegn på, at foldbar teknologi er gået fra at være et teknologisk eksperiment til at blive en reel produktkategori.

Fra flip til fold

Motorola stopper dog ikke ved klaptelefonen. Med Motorola razr fold udvider virksomheden sin foldbare portefølje til også at omfatte det klassiske bogformat. Her er ideen ikke først og fremmest at gøre telefonen mindre, men at gøre skærmen større.

Det giver plads til multitasking, produktivitet og underholdning på en måde, som en traditionel smartphone ikke kan matche.

Dermed har Motorola i dag to forskellige bud på, hvorfor man skal vælge foldbart: razr-konceptet gør en stor smartphone mere kompakt, mens razr fold gør en smartphone til en langt større arbejds- og underholdningsflade.

Se også: Tilbud på telefoner

“Vi fortsætter med at skubbe grænserne”

Udviklingen fra den originale RAZR til nutidens foldbare modeller har taget mere end to årtier. Ifølge Motorola er den seneste razr-generation resultatet af mange års udvikling og finjustering.

“Den nyeste razr-familie er kulminationen på mange års innovation og videreudvikling. Fra at være pioner inden for den moderne flip-foldable til at introducere vores mest avancerede hængsel, AI-funktioner og premiumkameraoplevelser til dato fortsætter vi med at skubbe grænserne for, hvad en foldbar smartphone kan være. Med razr 70 ultra og den nye razr fold giver vi forbrugerne flere valgmuligheder end nogensinde før uden at gå på kompromis med design, ydelse eller innovation,” siger Stine Jespersen, Territory Leader MBG Nordics.

Det er måske netop den største forskel på Motorola i dag og Motorola i 2004. RAZR var dengang et ikon, fordi den så anderledes ud, nutidens razr skal være et ikon, fordi den fungerer anderledes. Den foldbare teknologi er ikke længere bare en spektakulær gimmick. Den kan gøre telefonen mere kompakt, give nye muligheder for kameraet, reducere behovet for at åbne skærmen og – i bogformatet – give brugeren markant mere plads til arbejde og underholdning.

Motorola var med til at definere den moderne flip-foldable kategori. Med razr 70 ultra og razr fold forsøger virksomheden nu at definere, hvad den næste generation af foldbare smartphones skal kunne.

Seneste nyt om Seneste nyheder