Google Maps får nye widgets på iPhone og navigation på Apple Watch
Google forbedrer løbende deres populære kort- og navigationsapp, Maps. Og inden længe kommer der store nyheder til appen, der inkluderer rigtig navigation på Apple Watch, widgets på iPhones samt et generelt bedre og mere informationsrigt kort med mulighed for at se stopskilte og trafiklys på Android, iOS samt CarPlay og Android Auto.
Læs også: Miljøvenlige ruter på vej til Google Maps
Et mere detaljeret Google Maps
Google Maps er allerede et meget detaljeret kort, men nu kommer der flere informationer til appen. Google tilføjer mange nye detaljer til Google Maps’ navigationsoplevelse. Snart kan man se trafiklys og stopskilte langs ruten sammen med forbedrede detaljer som bygningsomrids og interessante områder. I udvalgte byer kan man få vist endnu mere detaljerede oplysninger, som for eksempel vejens form og bredde, hvilket skal mindske risikoen for at skifte vognbane i sidste øjeblik eller overse et sving.
Det nye navigationskort begynder at blive udrullet til udvalgte lande i de kommende uger på Android, iOS, Android Auto og CarPlay.
Widgets til iPhone og navigation på Apple Watch
På vej er også nyheder til Maps på iPhone, der tager det nye widget-format i brug, der blev introduceret med iOS 14. Med en ny widget med fastgjorte ture får man hurtig adgang til ruter direkte fra din iOS-hjemmeskærmen. Her kan man se ankomsttidspunkt, den næste afgang og endda en foreslået rute, hvis man er i bil. Den eksisterende Google Maps-søge-widget bliver samtidig mindre
Google Maps får også vejvisning på Apples smartwatch, Watch, hvor man ikke længere behøver starte navigationen fra en iPhone. Det er en fordel hvis man er afsted uden iPhonen og kun har uret på håndleddet. Man starter navigation ved blot at trykke på genvejen til Google Maps i Apple Watch-appen, og navigationen starter automatisk på Apple Watch. Man vil kunne tilføje komplikationen “Tag mig hjem” på uret og trykke på den for at starte navigationen hjem på Google Maps.
Disse nye funktioner til Google Maps vil blive rullet ud løbende.
Se også: Nyheder om iPhones