Ericsson mobil med næste generations bredbånd

Telefoner med hastigheder på op til 25 megabit vil være en realitet om nogle år.

Ericsson mobil med næste generations bredbånd

Bredbåndshastigheder i mobilnettet i nærheden af de hurtigste ADSL-linjer. Det er ikke mere en uhåndgribelig fantasi. Ericsson har fremvist en tidlig produktionsmodel som netop giver mulighed for dette.

Ericssons telefon har fået kodenavnet Berta og er i stand til at kommunikere med en datahastighed på 25 Mbit/s begge veje – altså upload og download.

Teknikerchef Björn Ekelund fortæller til svenske Elektroniktidningen "Vi har den tekniske løsning og softwaren færdig. Det, der mangler, er optimeringen af de endelige chips."

LTE Teknologi

LTE står for Long Term Evolution og er en avanceret radio transmissionsteknologi, som bygger videre på den kendte 3G-teknologi.

Den nye teknologi er beregnet til tiden efter de nuværende 3G-teknologier, som HSDPA og HSUPA.
HSDPA markedsføres i Danmark med maksimalhastigheder på op til 7,2 Mbit/s og HSUPA ligger stadigvæk en smule ude i fremtiden.

De tilsvarende basestationer til de mobile LTE enheder, er også klar til brug. De kan overføre 160 Mbit/s per celle – altså til deling imellem cellens aktive brugere.

Den optimale cellediameter er fem kilometer, men ydelsen er rimelig op til 30 km og acceptabel helt op til 100 km.

Må vente to år

Det lyder utroligt fascinerende, at kunne få så høje hastigheder på telefonen, men desværre går der lige nogle år, før vi for alvor bliver præsenteret for det.
Ericsson forventer at være klar til markedsføring i 2009, men allerede i år vil mobilproducenter, være i stand til at få prøveeksemplarer.

Ericsson forventer at teknologien først vil blive markedsført, som indstikskort og USB-nøgler til computeren.

Det bliver spændende at følge kampen imellem denne teknologi og Wimax, som er den værste konkurrent. Wimax er dog væsentlig tættere på markedsføring end denne teknologi.