Google inviterer til Google I/O 2017 i maj måned
Det er blevet en fast tradition for it-giganten Google at holde den årlige udviklerkonference Google I/O, hvor et utal af nyheder og produkter præsenteres – først og fremmest for udviklere, men også for interesserede forbrugere, der ser med hjemmefra.
I år er ingen undtagelse, hvor Google afholder den 10. Google I/O-event. Google har derfor udsendt en invitation dertil i ganske god tid, må det siges, for begivenheden finder først sted fra onsdag den 17. maj til og med fredag den 19. maj. – altså over tre dage ligesom sidste år.
Læs også: Google I/O 2016-keynote: Her er alle nyhederne
Sidste år skiftede Google det sædvanlige Moscone Center ud med den åbne sceneplads Shoreline Amphitheatre i Mountain View, Californien. Pladsen rummer op til 22.500 gæster, og det viste sig at være mere velegnet efterhånden som udviklerkonferencen er vokset gennem årene.
Derfor afholdes Google I/O 2017 igen i Shoreline Amphitheatre, og det er faktisk alt Google har røbet indtil videre. Der er dog også fortsat et godt stykke tid, til det hele går løs – næsten fire måneder.
Det er derfor også svært allerede nu at vide, hvad der vil være på programmet, men netop Google I/O har gennem årene budt på mange store nyheder, bl.a. nye Android-versioner, Chrome OS samt en masse Chromebooks, Nexus-produkter og øvrige Google-tjenester/funktioner.