Samsung har efterhånden et stort udvalg af temaer til sine to topmodeller, Galaxy S6 og Galaxy S6 Edge, hvor der hver torsdag føjes nye temaer til samlingen.
I dag er ingen undtagelse, og nu er turen kommet til et såkaldt Material Design-tema, som er det designsprog, som Google oprindeligt har tiltænkt Android i de to seneste Lollipop-versioner.
Læs også: Samsung tilføjer 16 nye temaer i sin temabutik
Allerede sidste uge, hvor 16 nye temaer fandt vej til Samsungs temabutik, var dette Material Design-tema spået til at ankomme, og ganske rigtigt – nu kan du gratis downloade det til din Samsung Galaxy S6 og S6 Edge og give designet et lille ansigtsløft.
De klassiske blå Samsung-farver i TouchWiz og farverige ikoner er nu skiftet ud med et enkelt design med hvid baggrund og grå menuer, hvor ikoner i indstillinger og overskrifter er turkise og ikoner for apps er flade og minimalistiske. Der er med andre ord gjort alt muligt for at ramme det design i Android-styresystemet, som der eksempelvis benyttes i Google Nexus 6 fra Motorola.
Læs også: Masser af nye temaer på vej til Samsung Galaxy S6
Normalt ligger de nye temaer i en kategori for sig i temabutikken, men af uvisse årsager skal du finde dette tema i ”Themes for Man”-afsnittet. Du kommer til temabutikken ved at gå til Indstillinger » Temaer » Butik » ”Themes for Man”.
Nedenfor kan du se en hurtig gennemgang af, hvordan Samsung Galaxy S6 tager sig ud med det Material Design-lignende tema.
