Humac åbner Danmarks første Apple Premium Partner-butik

Når Humac i morgen åbner Danmarks første Apple Premium Partner forretning, er der både goodiebags og "fantastiske tilbud" på Apple-produkter.

Humac åbner Danmarks første Apple Premium Partner-butik

I morgen, fredag den 28. april, åbner Humac den første Apple Premium Partner-butik i Danmark – det sker, når den nye Humac-butik slår dørene op i Frederiksberg Centret.

Den eksisterende Humac-butik har været under ombygning siden den 3. april.

Se også: Hvad koster reparation af iPhone?

Eksperter i Apples produkter

Det særlige ved butikken er, at det bliver den første Apple Premium Partner-butik i Daamark . Her vil man kunne gå på opdagelse i de nyeste produkter fra Apple og få support fra butikspersonalet, som alle er Apple-eksperter.

“Og nu kan det gøres i disse førsteklasses lækre og inspirerende omgivelser, som vi er stolte af at præsentere. Vi har skabt de allerbedste rammer for en helt særlig kundeoplevelse,” siger Christian Toft, CEO i Humac A/S.

Se også: Billig iPhone

Kun få kan kalde sig for Apple Premium Partner

Det er ikke alle, der kan eller må kalde sig for Apple Premium Partner. Apple Premium Partner dækker over en lille elitegruppe af uafhængige Apple-forhandlere og servicecentre, der tilbyder teknisk ekspertise inden for alle Apple-produkter og har en seriøs forpligtelse til at give den allerbedste kundeoplevelse.

Apple Premier Partners har opfyldt eller overgået Apples eget niveau for salgs- og serviceautorisationer.

Ved åbningen fredag den 28. april kl. 8 vil der være “fantastiske åbningstilbud”, og man skal være forberedt på en ganske særlig Apple-oplevelse, lyder det fra Humac.