Der sker forsvindende lidt på det danske mobilmarked, hvor de fleste selskaber og deres tilbud ligner hinanden til forveksling.
Derfor er det forfriskende, at Norlys nu forsøger at ryste posen med et helt nyt koncept til deres mobilkunder.
Fremover får alle mobilkunder hos Norlys fri data – nu skal de i stedet vælge hastighed.
Nyt fra Norlys: Vælg hastighed i stedet for datamængde
Fra 1. september dropper Norlys de traditionelle datapakker i deres mobilabonnement.
Fremover får alle nye mobilkunder fri data og fri tale som standard. I stedet for at gætte på, om du mon bruger 10, 50, 100 eller 1.000 GB om måneden, skal du fremover blot vælge den hastighed, du ønsker på forbindelsen.
Udvalget er skåret ned til tre niveauer: Fri10 med op til 10 Mbit, Fri100 med op til 100 Mbit og Fri1000 med op til 1.000 Mbit.
På papiret gør det valget mere overskueligt, da frygten for at løbe tør for data forsvinder.
Læs ogsåGuides og tips om mobilabonnementerHvor mange megabit har man egentlig brug for?
Norlys’ nye tilgang kan dog hurtigt skabe ny forvirring for den almindelige forbruger.
For hvor hurtigt mobildata har man reelt brug for i hverdagen? Det er der næppe mange danskere, der har styr på, og her venter der unægteligt en stor kommunikationsopgave for Norlys.
10 Mbit rækker ifølge selskabet fint til mails, sociale medier og musik, mens 100 og 1.000 Mbit henvender sig til tungere streaming, gaming og internetdeling.
Læs ogsåBilligste mobilabonnement med fri data – sammenlign priser
Høje priser gør konceptet svært at sluge
Kigger vi på priserne, bliver det for alvor svært at bevare begejstringen.
Det billigste abonnement (Fri10) koster 149 kr./md., mens topmodellen med 1.000 Mbit lander på hele 289 kr./md.
Norlys frister ganske vist med et introduktionstilbud på Fri100 til 99 kr./md. i et halvt år, men derefter stiger prisen til 199 kr./md.
Det er svært at se, hvordan det for alvor skal være attraktivt i det nuværende marked. I dag finder du uden problemer fri tale og 50 GB data med fuld 5G-fart til under en flad 100-lap om måneden – hvilket er rigeligt til langt de fleste.
Har du et reelt behov for fri data, kan det findes til omkring 150 kr./md. hos konkurrenterne, altså næsten halvdelen af Norlys’ toppris.
Læs ogsåGuides og tips om bredbåndsløsninger