TDC Group: Vi understøtter RCS, når kunderne efterspørger det

I TDC Group forholder man sig afventende over for RCS-teknologien, som på sigt skal erstatte SMS. Når kunderne efterspørger RCS, er TDC Group klar.

TDC Group: Vi understøtter RCS, når kunderne efterspørger det

For tiden sker der en hastig udvikling i udbredelsen af den såkaldte RCS-teknologi (Rich Communication Services), som er en bagvedliggende teknologi, der muliggør avanceret chat, telefon- og videoopkald.

Læs også: Nu breder RCS – afløseren til SMS – sig for alvor

For danskere blev teknologien særligt interessant, da Telenor indgik et samarbejde med Google i februar måned om at understøtte teknologien. RCS er nemlig en standard, der kører på teleselskabernes netværk på samme måde som SMS, og derfor skal hvert enkelt teleselskab også selv vælge at understøtte teknologien.

I forbindelse med Telenors implementering af teknologien har Mobilsiden derfor taget temperaturen på, hvordan det ser ud hos konkurrenterne – først hos TDC Group – i forhold til, om RCS står på dagsordenen.

TDC Group er klar med RCS, når kunderne efterspørger det

TDC Group, som leverer det lynhurtige netværk til blandt andet YouSee, TELMORE og Fullrate, oplyser til Mobilsiden, at man ikke har planer om at understøtte RCS-teknologien her og nu ligesom Telenor, men at det derimod kommer til at ske, når markedet er klar til det.

”Vi er naturligvis opmærksomme på RCS-teknologien og de spændende muligheder, som den rummer. Indtil videre har vi dog ikke vurderet, at markedet er modent til en kommerciel lancering,” siger kommunikationsrådgiver Povl Damstedt Rasmussen til Mobilsiden og tilføjer:

“Når vi finder markedet modent, og kunderne efterspørger det, vil vi også være til stede med en lancering. Vi kan dog ikke være specifikke i forhold til lanceringstidspunkt”.

Sådan fungerer RCS

Hvad er det dér RCS så for noget? Måske har du ikke hørt om teknologien endnu, men det kommer du utvivlsomt til i de kommende år – hvis ikke måneder. I en ikke så fjern fremtid vil teknologien formentlig helt erstatte SMS og traditionelle telefonopkald. RCS er nemlig udarbejdet netop med henblik på at tilbyde alle de mange funktioner, som SMS-teknologen og almindelige telefonopkald i dag mangler i forhold til andre internetbaserede tjenester.

Har du været plaget af langsomme beskeder, begrænsninger af antal tegn i en SMS, komprimerede billeder sendt over MMS, gruppesamtaler der ikke fungerer, manglende muligheder for at vedhæfte filer og dårlig samtalekvalitet? Alt dette er slut med RCS, for her får du nemlig hele palletten af funktioner, som du kender fra Messenger, iMessage, WhatsApp m.m.

Læs også: Samsung understøtter også RCS-teknologien – SMS’ens afløser

RCS er på samme måde som SMS en bagvedliggende teknologi, som hver enkelt teleselskab skal understøtte, og derfor skal du i udgangspunktet ikke gøre noget særligt som forbruger for at kunne bruge teknologien. Ligesom du kan bruge en hvilken som helst telefon og smartphone-app til at sende SMS-beskeder og foretage telefonopkald, fordi det er en selvfølge, at hvert teleselskab understøtter SMS-protokollen, er det også hensigten, at RCS skal være tilgængeligt hvor som helst via dit telefonnummer.

Da teknologien endnu er ganske ny, er det indtil videre begrænset med apps, der understøtter teknologien. En af de apps, som understøtter RCS, er Googles ‘Android Beskeder’-app, som også kan sende almindelige SMS-beskeder. Som tiden går vil antallet af apps og teleselskaber, der understøtter RCS, altså stige løbende, men det er formentlig en udvikling, der vil strække sig over adskillige år.

Sagen er ikke slut

Siden vi bragte artiklen er der kommet nyt i sagen. mobilsiden fulgte op på historien. 30/1/2017 kørte vi artiklen om TDC Groups 5G-netværk sætter europarekord: 70 Gbit/s opnået – Artiklen kan du læse her. Seneste nyt om temaet kan du finde her.