Google frygter at tabe kampen om AI
“Den ubehagelige sandhed er, at vi ikke er i stand til at vinde dette våbenkapløb, og det er OpenAI heller ikke.”
I et lækket internt memo udtrykker en Google-chef alvorlig bekymring for at tabe det AI-kapløb, der er meget aktuelt både i dag og ikke mindst i fremtiden. Men det er ifølge NBC ikke til den konkurrent, man skulle tro.
“Vi har i stor grad kigget over skuldrene på OpenAI,” står der i memoet, som en talsperson fra Google overfor NBC har bekræftet som autentisk.
Open source bliver det helt store problem for Google og OpenAI
Samtidig slår talspersonen fast, at der er tale om en enkelt persons tanker. “Men den ubehagelige sandhed er, at vi ikke er i en position til at vinde dette kapløb og det er Open AI heller ikke”.
” Jeg taler naturligvis om open source. Det overhaler os ganske enkelt,” siges der videre. “Selv om vores modeller stadig har et lille forspring med hensyn til kvalitet, lukkes hullet forbløffende hurtigt.”
Med andre ord mener denne chef hos Google, at selvom Silicon Valley-konkurrenter som OpenAI/Microsoft (Microsoft har offentliggjort investeringer for knap 70 milliarder kroner i OpenAI) og Meta stadig har et lille forspring, så er open-source modellerne hurtigt ved at hale ind på dem.
Og det er ifølge memoet bekymrende.
Se også: AI-nyheder fra Google
Open source-modeller har gjort store fremskridt på kort tid
Meget takket være en stor lækage af Metas avancerede sprogmodel, LLaMa, har små og halvdårlige open-source-modeller som AutoGPT gjort store fremskridt de seneste måneder. Det er én ting at have tydelig og håndgribelig konkurrence fra for eksempel Meta og Microsoft/OpenAI.
Det er noget helt andet at konkurrere mod noget, der i det store hele er det åbne web, hvor brugere kan lære og låne fra hinanden og skræddersy udviklingen efter egne behov.
Tanken er, at mange ikke behøver store forkromede AI-bots til at udføre opgaver for dem og open source-fællesskabet undersøger ved høj fart mulighederne for at benytte små skræddersyede modeller i stedet for.
Se også: Hvad kan man med kunstig intelligens?
Kan bryde techgiganternes monopol
En af fordelene ved open source-brug af AI-modeller er, at der ikke kommer monopol, hvor få virksomheder kontroller det hele. Samtidig kan man forvente at se en højere grad af kreativ frihed, der ikke nødvendigvis er bundet op på økonomiske forhold, som de vil være hos Google og Microsoft.
Med en decentraliseret tilgang til AI er der også risici. Udover en række mere filosofiske og etiske spørgsmål, er der også mere reelle risici ved AI, og i hænderne på de forkerte kan systemer bygget med open-source-kanaler forårsage stor skade, både fysisk og digitalt.