Ny AI-model i ChatGPT – kan nu ræsonnere
OpenAI har lanceret et smugkig på en ny AI-sprogmodel kaldet o1 – eller helt præcist 01-preview. Det er den første af flere AI-modeller i en serie af ”ræsonnerende” modeller, der er blevet trænet til at besvare mere komplekse spørgsmål, hurtigere end et menneske kan.
o1 er den længe rygtede model, der også går under navnet Strawberry.
Se også: Apple kan blive medejer af OpenAI
Trænet på helt ny måde
GPT-o1 ”er blevet trænet ved hjælp af en helt ny optimeringsalgoritme og et nyt træningsdatasæt, der er specielt skræddersyet til den,” oplyser OpenAI.
Her er anvendt såkaldt reinforcement learning, som belønner og straffer systemet under træningen. Det bør gøre modellen mere præcis og give færre hallucinationer, uden problemet dog er endegyldigt løst.
Både bedre og dårligere end GPT-4o
Den nye AI-model er bedre til at skrive kode og løse komplekse matematiske problemer i flere trin end tidligere modeller, samtidig med den forklarer sit ræsonnement.
I online programmeringskonkurrencer kendt som Codeforces-konkurrencer endte modellen blandt de 11 procent bedste. Ifølge OpenAI vil den næste opdatering af modellen præstere ”på niveau med ph.d.-studerende på udfordrende benchmarkopgaver inden for fysik, kemi og biologi”.
I galleriet nedenfor kan du se, hvordan den nye 1o-model og den tidligere GPT-4o-model griber samme spørgsmål an.
Samtidig er GPT-o1 ikke så god som GPT-4o på mange andre områder. Den klarer sig ikke så godt, når det gælder faktuel viden om verden. Den har heller ikke evnen til at surfe på nettet eller behandle filer og billeder.
OpenAI har designet brugerfladen i ChatGPT til at vise modellens ræsonnementstrin, mens modellen tænker. Det er dog vigtigt at pointere, at den ikke tænker som et menneske eller er menneskelig. Den emulerer blot måden, vi mennesker tænker på.
Se også: Hvad er kunstig intelligens? Sådan ser fremtiden med AI ud
Ræsonnement er en ny modalitet
For AI-forskere er evnen til at ræsonnere et vigtigt næste skridt i retning af kunstig intelligens på menneskeligt niveau.
Tanken er, at hvis en AI-model er i stand til mere end mønstergenkendelse, kan den åbne op for gennembrud inden for områder som medicin og teknik. Indtil videre er o1’s evner til at ræsonnere dog relativt langsomme og dyr for udviklere at bruge.
”Vi har brugt mange måneder på at arbejde med ræsonnement, fordi vi mener, at det faktisk er det afgørende gennembrud”, siger OpenAI’s forskningschef Bob McGrew og tilføjer:
”I bund og grund er det en ny modalitet for modeller for at kunne løse de virkelig svære problemer, der skal til for at nå frem til menneskelignende intelligensniveauer.”
Se også: ChatGPT får 8 nye stemmer – sådan lyder de
Prøv 1o-preview i ChatGPT allerede nu
Hvis du har adgang til ChatGPT Plus eller ChatGPT Team, kan du allerede nu få adgang til o1-preview samt o1-mini – en mindre og billigere udgave af modellen – på dansk.
Enterprise- og Edu-brugere får adgang i begyndelsen af næste uge.
OpenAI planlægger at give alle gratis brugere af ChatGPT adgang til o1-mini, men har endnu ikke fastsat en udgivelsesdato.
API-adgang til o1-preview for udviklere er, som tidligere nævnt, meget dyr: 1 million input-tokens eller tekststykker, der analyseres, koster 15 dollar, mens 1 million output-tokens koster 60 dollar.
Til sammenligning koster GPT-4o 5 dollar for 1 million input-tokens og 15 dollar for 1 million output-tokens.