OpenAI-CEO spår skuffelse over GPT-4
Lige siden den seneste ChatGPT-3 ramte internettet, har der været mange vilde rygter om GPT-4 – men næste version vil skuffe mange, siger CEO i selskabet bag.
OpenAI’s AI chatbot ChatGPT, der er baseret på startup-selskabets nyeste version af sin GPT-3 sprogmodel, har taget internettet med storm efter offentliggørelsen i november.
Den megen opmærksomhed skyldes chatbottens evne til at kreere alt fra universitetsessays og malwarekode til jobansøgninger ud fra blot en enkel opgavebeskrivelse.
Se også: De mest smarte telefoner
Hypen har været alt for stor
Men chefen for selskabet bag ChatGPT siger, at den meget omtalte efterfølger, GPT-4, kan vise sig at være en stor skuffelse. Ganske enkelt fordi den har fået så meget omtale og hype den seneste tid.
CEO for OpenAI, Sam Altman, toner forventningerne ned i et interview med StrictlyVC. Altman fortæller, at folk tigger om at blive skuffede og det bliver de over selskabets kommende sprogmodel.
Søger man på ”GPT-4” på Twitter, får man en lang række tweets, hvor der spekuleres i, hvad OpenAI’s endnu ikke annoncerede sprogmodel kommer til at kunne.
Et meget viralt tweet hævder, at GPT-4 får 100 billioner parametre at arbejde ud fra sammenlignet med de 175 milliarder parametre, som GPT-3 har. Det er noget, som Altman i interviewet kalder ”complete bullshit”.
En billion svarer til tusind milliarder, så det er en voldsom stigning, hvis GPT-4 skulle gå fra 175 milliarder til 100 billioner parametre.
Se også: Alt du skal vide om kunstig intelligens
ChatGPT-4 lanceres når det er trygt og forsvarligt
Altman vil ikke afsløre, hvornår GPT-4, hvis den overhovedet får det navn, bliver lanceret.
Den kommer på et tidspunkt, når de er sikre på, at de kan lancere den på en tryg og ansvarlig facon, slår han fast.