Chefen skal tjekke dine opkald
Den nye multimedieskat gør det yderst svært at have en arbejdsgiverbetalt mobil.
Fra nytår bliver det arbejdsgiverens pligt at tjekke, at medarbejderne ikke bruger mobilen til private opkald.
Det kan betyde, at arbejdsgiveren er tvunget til at gennemgå medarbejdernes opkald. Men på grund af datalovgivningen kan arbejdsgiveren kun se de første seks cifre af numret, og må så »på anden måde få klarlagt«, at opkaldene er arbejdsrelateret.
Det kan ske ved, at medarbejderen får besked på manuelt at registrere alle sine udgående opkald.
Sådan står der faktisk i regeringens udkast til »Multimediebeskatning – pjece til borgere og virksomheder.«
Fælden klapper
Alternativt må medarbejderen betale multimedieskat, eller hver eneste dag, uden undtagelse, aflevere telefonen efter endt arbejdsdag.
Hvilket kan være svært, i en virkelighed med hjemme-arbejdsdage og arbejdsdage på farten.
Medarbejdere med en mobil betalt af arbejdsgivere skal underskrive en tro- og loveerklæring om, at mobilen ikke bruges privat.
Er der så meget som et enkelt opkald, der ikke er arbejdsrelateret, vil medarbejderen blive beskattet af 3000 kroner om året.