Danskerne vil bruge Wi-Fi på ferien trods nye roamingregler
Afskaffelsen af roamingafgifterne synes ikke at have haft den ønskede effekt. Kun hver 7. dansker, eller 14 %, vil bruge mobildata i udlandet hen over sommerens mange rejser, mens 86 % altså holder sig til Wi-Fi. Det viser en ny undersøgelse, som Norstat har foretaget for OiSTER. Her har 1048 respondenter i alderen 18+ deltaget i perioden juni-juli 2017.
Blandt danskere mellem 18-29 år er der endnu færre, som vil roame i udlandet. Her er det blot 5 %, som vil benytte mobildata på ferien. I stedet tyer 95 % af dem til Wi-Fi, som der i udgangspunkt ikke er nogen omkostninger ved at bruge, for at spare på dataforbruget.
Læs også: Roaming i EU: Her er alt, hvad du bør vide
Det er på trods af, at 97 % af de adspurgte fortæller, at de tager deres smartphone med på ferien. De komplicerede og uigennemskuelige regler fyldt med forbehold ser altså ud til at få danskerne til at holde igen med dataforbruget i udlandet af frygt for at ende med en kæmperegning.
Kunderne tror ikke på teleselskabernes begrundelser
I forbindelse med afskaffelsen af roamingafgifterne, som trådte i kraft den 15. juni, var der i ugerne op til et stort postyr og utilfredshed fra kunderne, fordi teleselskaberne stod i kø til at hæve priserne og ændre alle deres abonnementer med den begrundelse, at det koster dem dyrt (57 kroner per GB), når kunderne benytter andre teleselskabers netværk.
Læs også: EU-roaming: Sådan har teleselskaberne ændret abonnementerne
Undersøgelsen har derfor også kigget på, hvordan danskerne har taget imod teleselskabernes prisstigninger på typisk 10-20 kroner. 6 ud af 10 af de adspurgte svarer, at de ikke tror på teleselskabernes begrundelser for at hæve priserne på abonnementerne. Denne skepsis er særligt udbredt hos mænd på 40+ år.
Foretrækker små og billige abonnementer
OiSTER er et af få teleselskaber, som valgte ikke at hæve priserne, selv om teleselskabet også inkluderer roaming i alle dets abonnementer. På grund af abonnementernes lave priser er der tale om relativt små mængder af EU-data, som ikke indeholder 1 mb mere end det, der kræves ifølge reglerne. Undersøgelsen viser også, at 87 % foretrækker billige abonnementer med små mængder af mobildata i EU (2,5 GB) frem for dyrere abonnementer med 6 GB EU-data og diverse indholdstjenester.
”De prisbevidste brugere ved, hvordan man vha. Wi-Fi sparer på data, når man er på ferie. Derfor er der ingen grund til at presse alt for store EU-datapakker ned i halsen. Det handler i alt sin enkelhed om at give brugerne det, de vil have”, siger Frederik Jespersen, marketingchef i OiSTER.
Kan du genkende det billede, som undersøgelsen giver over danskernes forhold til brug af mobildata og Wi-Fi i udlandet efter afskaffelsen af roamingafgifterne? Hvordan har du brugt din mobil, hvis du allerede har været sydpå – eller hvordan vil du bruge din mobil fremover i udlandet? Del meget gerne din oplevelse med afskaffelsen af roamingafgifterne i en kommentar nedenfor.
Sammenlign priserne og find billigste abonnement til dig